Nyhedsbrev fra Kort- og Billedafdelingen

Billedsamlingen august 2012

 


Kold krig og køleskab

Konflikten mellem supermagterne USA og Sovjetunionen skærpes, og kold krig med atomoprustning bliver en realitet. Angsten for en tredje verdenskrig breder sig, samtidig med at velfærdssamfundet etablerer sig. Middelklassen får råd til hus, køleskab, bil og charterferie. Ungdommen går i ungdoms- eller danseklub og dyrker rockmusik, mens kunstnere og forfattere udtrykker sig i modernistisk kunst, poesi og litteratur.

Golden Days har valgt 1950erne som tema for årets festival, der løber fra d. 7. til d. 23. september . Billedsamlingen viser i den forbindelse billeder fra 1950erne i Oktogonmontren.

Der er billeder af koldkrigens forsvarsmanøvrer, fra de første Natomøder og -demonstrationer til etablering af nye bunkers i Storkøbenhavn, men også fra konfliktområder, fra hospitalsskibet Jutlandia og danske soldaters hjemkomst fra Gaza.

Kom også med til Ideal Home udstilling, til pigeaften i Christianshavn Ungdomsklub, modeopvisning på Kongens Nytorv og oplæsning af Hvedekorn.

 
Hospitalsskibet Jutlandia
Official photograph U.S. Navy


Eskild Fut-Jensen: Modeoptagelse

Til top


  Stereooptagelser fra Dronning Louises Bro

Stereobilleder fra Dronning Louises Bro

Kunstneren Honey Biba Beckerlee er via bibliotekets katalog kommet på sporet af en række stereobilleder fra København, som hun gerne vil bruge i et kommende værk. Hun er særlig interesseret i en række fotografier af måger på Dronning Louises Bro

Af bibliotekets accessionskatalog fremgår det, at optagelserne er doneret af Teknisk Bibliotek i 1955 - sammen med en samling fotografiske plader efter fotograf Julius Aagaard og en række portrætter. Fotografen kan altså være Julius Aagaard, men der er ingen sikkerhed for det, ligesom det er uvist, hvornår billederne er taget.

Så kender du billederne og ved, hvem fotografen er, eller hvornår de er taget, så skriv til honeybiba@gmail.com

Fotografierne findes i samlingen Københavns Topografi, der er digitaliseret i dens fulde udstrækning. Gå på jagt i historiske billeder fra København og Frederiksberg her. Eller se en oversigt over hele billedsamlingen her.

Til top


Vi sad lige og kartede, da fotografen kom forbi

LFF - Landsforeningen til bevaring af fotografier og film - holdt sommerseminar d. 11. juni på Gentofte Bibliotek. Fokus var på det iscenesatte kulturhistoriske billede. Hvilken situation viser billederne? Hvad betyder fotograf og kontekst for, hvordan vi oplever billedet? Dengang og nu?

Der var oplæg af Per Folkver, Mattias Bäckström, Ib Bondebjerg, Harald Østgaard Lund, Rikke Andreassen, Mette Kia Krabbe Meyer samt bonus-foredrag med Christopher (Cal) Lee, Associate Professor at the School of Information and Library Science at the University of North Carolina at Chapel Hill: "Evidence in the Image: What Bitstreams Can Tell Us".

Mette Kia Krabbe Meyer fra Kort- og Billedafdelingen gav en introduktion til 1920ernes 'rene' fotografi på baggrund af hendes kapitel i Dansk Fotografihistorie.

Se program og læs referat af seminaret og se præsentationer fra dagen


Søren Bay: Kartegilde, Dansk Folkemindesamling


 Bente Jensen: LFF seminar 11/6, 2012


Bente Jensen: Mette Kia Krabbe Meyer på LFF seminar 11/6, 2012

Til top



 

Bilder för framtiden

Hundrede billioner fotografier (100.000.000.000) har Facebooks brugere delt siden det sociale medies fødsel. Det giver en idé om, hvor omfattende billedskabelsen og -kommunikationen er i nutidens samfund. Her taler vi jo blot om private billeder, og vi skal lægge mange billioner fotografier til, hvis vi også skal omfatte de professionelle fotografers billeder og alt det, der optages i videnskab, administration, sundhedssystem etc.

Hvordan skal biblioteker, museer og arkiver forholde sig til nutidens digitale billedstrøm? Kan man fastholde tidligere tiders indsamlings- og formidlingspolitik? Forandrer mulighederne for at indsamle, registrere og formidle sig så radikalt, at en helt ny agenda må skrives?

150 deltagere var samlet på Nordiska Museet i Stockholm d. 25. og 26. april for at diskutere disse spørgsmål og meget andet. Hele konferencen blev streamet, og der er mulighed for at høre alle oplæg og diskussioner her.

Hør bl.a. Sarah Giersing fra Københavns Museum, Risto Sarvas fra Helsinki Institute for Information Technology HIIT samt Anna Dahlgren og Lisa Ehlin fra Stockholms Universitet.

Til top


Vidnerne - Historien Dansk Pressefotografi 1912-2012

Pressefotografforbundet fylder 100 år i 2012. Det fejres bl.a. med udgivelsen af Vidnerne - Historien, der er den første beskrivelse af dansk pressefotografis historie.

Bogen dækker pressefotografiets historie fra det første fotografi i en dansk avis bragt i 1889 til nutidens digitale billedstrøm. Den er rigt illustreret med næsten firehundrede illustrationer - nogle af dem fra Det Kongelige Biblioteks samling.

Redaktøren er Irene Greve og billedredaktøren Per Folkver. Artiklerne er skrevet af fotografer og forfattere med forskellig baggrund og er udkommet på forlaget med Ajour. Læs mere om bogen hér og om jubilæet hér.

Konstitueret leder af Kort- og Billedafdelingen, Mette Kia Krabbe Meyer, er forfatter til artiklen "Ben og hjerneskaller", der handler om pressefotografernes gengivelse af døde danske soldater - fra 1. Verdenskrig til krigen i Afghanistan.


Vidnerne - Historien

 

Til top



 

Instagram og Hipstamatic

 "Digital Photography Never Looked so Analog" skriver Hipstamatic på deres site. Ridser, overbelysning og misfarvninger, som vi troede hørte fortidens fysiske negativer og papirbilleder til, præger nu de billeder, vi tager med Instagram og Hipstamatic.

Hvorfor anvender vi filtrene? Hvad tilføjer de rødbrune farver eller de fingerede ridser billederne? Bliver det et problem, når man i fremtiden skal tidsbestemme fotografier og ikke kan anvende æstetiske kendetræk som pejlemærker? Bliver Oles konfirmation 1967 til at skelne fra Oles konfirmation 2012?

Mette Kia Krabbe Meyer, konstitueret leder af Kort- og Billedafdelingen var i studiet hos Otto Lerche på Radio24syv. Hør indslaget hér.

Til top


Fashion

Hører du til dem, der falder i svime over Jean-Philips pelsfrakker i swakara med affarvede skuldre? Og ser alle opvisningerne under Copenhagen Fashion Week?

Kort- og Billedafdelingen havde under Copenhagen Fashion Week fyldt Oktogon-montren i Den Sorte Diamant med modebilleder. Fra 1860ernes snørede taljer til 1980ernes stretchbukser.

Siden har afdelingen fået flere henvendelser angående historiske modebilleder, så husk at konsultere Det Kongelige Biblioteks samling, hvis du er på udkig efter modeillustrationer.

Se en oversigt over emnerne i bibliotekets diversesamling hér.

"At klæde sig moderigtigt vil både sige at skille sig ud fra og forsvinde i mængden". Elizabeth Wilson i Klædt i Drømme, udgivet første gang i 1985.


Fashion Week

Til top



Vilhelm Hammershøi

Hammershøi og Europa

Portrætter af maleren Vilhelm Hammershøi fra Det Kongelige Biblioteks portrætsamling fik nyt liv på udstillingen Hammershøi og Europa.

Statens Museum for Kunst formidlede billederne i udstillingssalene, på film og i app'en Kan du se kvinden?

"Hammershøi var ikke alene i verden, og det er udstillingens ambition at synliggøre, at der var flere andre kunstnere, der på lignende vis skildrede fænomener som stemning og eksistens frem for fortællinger", skrev SMK i pressemeddelelsen.

Alle billedsamlingens portrætter af Vilhelm Hammershøi er digitaliserede og kan ses her.

Til top


"TAG" er kun et fattigt ord

"Brugerinddragelse, brugerindflydelse, sharing, crowdsourcing..." Kært barn har mange navne. Biblioteker, museer og arkiver ser nu brugerne som vigtige bidragsydere, når der skal tilføjes oplysninger til samlingerne eller indsamles nyt.

LFF Landsforeningen til Bevaring af Fotografi og Film inviterede til diskussion af brugerindflydelse i kulturinstitutionerne d. 25. januar. Der var mulighed for at hente inspiration i igangværende projekter, men også for at diskutere brugerinddragelsen og sætte den i perspektiv.

Fra Det Kongelige Bibliotek deltog Rasmus Thøgersen, EUROPEANA & ERASMUS stipendiat, og konstitueret leder af Kort- og Billedafdelingen, Mette Kia Krabbe Meyer med oplægget "Your library needs you. Brugerinddragelse på Det Kongelige Bibliotek".

Se præsentationer fra dagen her.


Holly Leaf staff 1936-37

 

Til top



Tom Buk-Swienty: 1864 Illustreret 

1864 Illustreret

Blandt de forfattere, der flittigt har benyttet Center for Kort og Billeder, er Tom Buk-Swienty. Også i forfatterens nyeste bog, 1864 Illustreret, er der mange billeder fra Det Kongelige Biblioteks samling.

Under arbejdet med bøgerne Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als besøgte Tom Buk-Swienty flere gange Center for Kort og Billeder, men det var langt fra alle billeder forfatteren faldt over, der kom på tryk i første omgang.

1864 Illustreret er koncentreret om det store billedmateriale fra krigen. Materialet fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling kommer bl.a. fra portrætsamlingen og fra Historisk Kronologisk Samling, hvor der alene fra Krigen 1864 findes flere tusinde billeder.

Der er en oversigt over samlingerne her. Billeder, der ikke er digitaliserede, kan efter tidsbestilling ses på Center for Kort og Billeder.

Til top


Danmark 1920-1940 i billeder

Endnu en bid af Det Kongelige Biblioteks billedsamling er blevet tilgængelig digitalt. Alle billeder fra den historisk kronologiske samling i perioden 1920-1940 er nemlig scannet, registreret og lagt op.

Her ses Frederik IX under indsmøring af myggebalsam under et besøg på Island i 1921. Der er også billeder af ekspeditioner og ballonopstigninger, konservativ valgkamp, en spioncentral på Vesterport og meget andet her.


Historisk kronologisk samling 1920-1940

 

Til top



Bettina Wøhlk fra Nordisk Film på Center for Kort og Billeder

De Kongelige Juveler

Mange sad klistret til skærmen, da DR sendte programmerne De Kongelige Juveler.

Nordisk Film, der har produceret udsendelserne, har anvendt mange stillbilleder af Det Kongelige Biblioteks fotografier i udsendelserne.

Bettina Wøhlk fra Nordisk Film har bl.a. været i albums fra Fru Daniels samling, der indeholder kongelige portrætter fra perioden 1860-1960.

Det er fotograf Jan Weincke, der har stået bag kameraet, og han har sammen med Nordisk Film doneret de mange professionelle optagelser til Det Kongelige Bibliotek.

Til top


EUROPEANA COLLECTIONS 1914-1918

Det Kongelige Bibliotek bidrager til projektet Europeana Collections 1914-1918. Biblioteket digitaliserer 500 småtryk, 1.000 bøger og 5.000 billeder, der alle handler om Danmark under 1. Verdenskrig.

3758 billeder er allerede nu tilgængelige på Europeanas site.

I alt 10 nationalbiblioteker er med i projektet, der forventes at rumme ikke mindre end 400.000 digitaliseringer. De lanceres i sommeren 2014 i anledning af 100 året for udbruddet af verdenskrigen.

1. Verdenskrig var den første industrielle krig. Med sine årelange opslidende skyttegravskampe og ni millioner døde rystede den verdens befolkning.

Danmark havde neutralitetsstatus, men blev alligevel involveret i krigen. Billedsamlingen rummer billeder af de danske sikringsstyrker og de københavnske befæstninger, af krigsfanger i Hald og Horserød, af social nød og uddeling af rationeringsmærker, af demonstrationer mod krigen og meget andet.

Kulturminister Uffe Elbæk valgte et af Det Kongelige Biblioteks fotografier fra 1. Verdenskrig som "national masterpiece".


 


Tre russiske krigsfanger foran hus i Assens - valgt af kulturminister Uffe Elbæk som "national masterpiece"

 

Til top



Prins Georg af Danmark

 

Prins Georg af Danmark

Julie Fargusons disputats The Visual Presentation of the British Monarchy, 1689-1714 er under udgivelse hos Oxford University Press.

Under arbejdet med disputatsen besøgte hun - med hjælp fra The Paul Mellon Centre for Studies in British Art - Danmark.

Julie Farguson undersøgte Prins Georg af Danmark (1653-1708) og den danske kunst og hofkulturs indflydelse på den kongelige portrætkultur i England i perioden 1683-1708. På Center for Kort og Billeder så Julie Farguson på billeder fra den topografiske samling, bl.a. stik forestillende Vordingborg Slot.

Mest tid blev dog brugt på billeder fra Müllers Pinakotek, en samling af kobberstik fra perioden ca. 1500-1795, der illustrerer Danmarks og Norges historie. Samlingen indeholder bl.a. dette portræt af Prins Georg af Danmark.

Til top


Kvinder på tinge

I Kort- og Billedafdelingens gruppeportrætter af politikere fra første halvdel af 1900-tallet er jakkesættene langt i overtal. Er der en kvinde med på billederne, er det ofte en hustru eller en sekretær, der er med på udflugt eller til kongres.

Ser man tilbage i historien, så fik Danmark verdens første kvindelige minister i 1924, da Nina Bang tiltrådte som undervisningsminister i Stauning-regeringen.

Først i foråret 1908 vandt kvinder den kommunale valgret i Danmark, og året efter fik de mulighed for at bruge den ved kommunevalget i 1909. I 1918 blev fire kvinder valgt ind i Folketinget, Helga Larsen (S), Elna Munch (RV), Karen Ankersted (DKF) og Mathilde Malling Hauschultz (DKF), men i midten af 1950 var der stadig under 10 % kvinder i Folketinget. Læs mere her.

I år 2012 ser det anderledes ud. Efter valget d. 15. september 2011 stod det klart, at Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidt ville blive Danmarks nye politiske leder og dermed også landets første kvindelige statsminister. Hun præsenterede sin ministerflok d. 3. oktober 2011 med ni kvindelige ministre. 

Kort- og Billedafdelingen markerede dagen med at  publicere billeder af Nina Bang og en række andre kvindelige pionerer i Landsting og Folketing på Det Kongelige Biblioteks photo-stream på Flickr. Besøg også portrætbasen, hvor samtlige portrætter af de kvindelige politikere er publiceret


Nina Bang


Viggo Valentin Hansen: Nina Andersen, 1934

 

Til top



 
Center for Kort og Billeder

Center for Kort og Billeder   
Center for Kort og Billeder ligger i Den Sorte Diamants østlige fløj. Her stiller vi de nationale samlinger af kort, fotografier, grafiske billeder og tegninger til rådighed og tilbyder faglig betjening under bevaringsmæssigt forsvarlige forhold. 

Der er adgang efter aftale. Se mere her.

Nærmere oplysninger om Kort- og Billedafdelingen og samlingerne findes her.

Til top


Læs også Tidligere Nyhedsbreve fra Kort- og Billedafdelingen

> Send dette Nyhedsbrev til en ven/kollega
>
Abonnér på dette nyhedsbrev

Læs også Nyhedsbrev fra Musik- og Teaterafdelingen
Læs også Nyhedsbrev fra Håndskriftafdelingen