Kort- og Billedafdelingen

   

Kort- og billedafdelingen indeholder mere end 18 millioner billeder og kort. Den bedste måde at få overblik på, er afdelingens online kataloger og registranter

I vores online databaser finder du en rig kort- og billedtradition, bl.a. danske portrætter i Portrætsamlingen; billeder fra Københavns gader og fra Danmarks besættelse i Billedbasen; heri findes også Müllers Pinakotek, som er skannede kobberstik fra 1700-tallet og Rawerts Maleriske Rejse med landskabsakvareller og tegninger fra starten af 1800-tallet. Frederik den Femtes Atlas og Kobberstikkene fra Resens Atlas Danicus (1677) findes som digitale faksimili i meget høj kvalitet. Mange kort over Danmark og danske lokaliteter finder du i REX under Kortsamlingen - skannede kort. Afdelingen har også ansvar for Museet for Dansk Bladtegning.

Fremtid
Afdelingen vil være førende i fremtidens massedigitalisering af den danske kulturarv. Vores satsningsområder for videre digitalisering er Pressehusets fotoarkiv fra 1960-2000 og billeder af kendte, danske kulturpersoner.

Kort- og Billedafdelingen arbejder også på en ny, mere visuel platform til at formidle vores billeder. Til den ny Billedbase vil vi også knytte en online købsfunktion, så at du enkelt kan bestille og downloade kulturarven lige ned i computeren eller mobiltelefonen. 

2008-2009
I 2009 12. juli - 17. juli var vi vært for ICHC's 23. internationale konference om kartografihistorie under temaet Maps, Myths and Narratives: Cartography of the Far North. Læse mere her

Dansk fotohistorie er et af bibliotekets satsningsområder inden for forskning, og afdelingen har bl. a. deltaget i et stort projekt om Jacob A. Riis, hvis billeder blev udstillet i Danmarks Nationale Fotomuseum efteråret 2008.

Historie
Siden Det Kongelige Bibliotek blev grundlagt i 1653, er der udover bøger blevet samlet på kort, tegninger, tryk, glober og andre billeder. Fotografier blev et centralt indsamlingsområde i 1940'erne, og i dag består samlingen for størstedelen af fotos. 

Kort- og Billedafdelingen oprettedes i 1902 som en selvstænding enhed i Det Kongelige Bibliotek, og afdelingen har stadig til formål at stille materialet til rådighed for forskning, publikation og kulturhistorisk interesserede.

Med oprettelsen af hybridbiblioteket i slutningen af 1990'erne har afdelingen intensiveret satsningen på digital formidling. I alt findes der ca. 80.000 billeder tilgænglige i vores online database.

I dag har afdelingen 11 medarbejdere. Vil du henvende dig, er du velkommen til at ringe i telefontiden kl 13-14 på tlf. 33 47 43 08 eller skrive til kob@kb.dk