Bogbind

I middelalderen blev bøger gerne bundet ind i træplader betrukket med skind, evt. dekoreret på forskellig vis. (Se et senmiddelalderligt bogbind fra det nordtyske Bordesholm-kloster). Der var dog også andre former for indbinding, men de er ikke blevet bevaret i så høj grad. Solide, skindbetrukne træplader omslutter også mange af de ældste trykte bøger fra tiden omkring 1500. Men med den stærkt voksende bogproduktion forandrede også bogbindene sig i mange retninger, og det gjaldt både materielt, teknisk og æstetisk. Et godt indtryk af den store variation i europæiske bogbind især i perioden 1500-1900, får man ved at blade rundt i British Librarys store Database of bookbindings. En udstilling af danske bogbind i Det Kongelige Bibliotek kan ses her.

I den tidligt moderne periode (ca. 1450-1750) var det som oftest ejeren af en bog der sørgede for dens indbinding. En bog kunne erhverves som løsblade uden indbinding eller blot med et papomslag. De velhavende bogsamlere kunne derfor give deres bøger et personligt præg, f.eks. med et superekslibris. Særligt berømte er de såkaldte Grolier-bind, ejet af den store franske bogsamler Jean Grolier (1479-1565). Eksempler på forskellige privatsamleres bogbind kan ses i Det Kongelige Biblioteks digitale udstilling Kongelige Kendetegn; her præsenteres en række af de bogsamlinger, der enten delvis eller i deres helhed, er kommet til Det Kongelige Bibliotek. Særlig kan fremhæves de to bindtyper som Frederik III – Det Kongelige Biblioteks grundlægger – lod sine bøger indbinde i: De var tydeligt forsynet med ejerens mærke i form af kongemonogrammet F3 (type 1, type 2).