Skyggebilleder

Om H.C. Andersens selvbiografier

Af Jesper Gehlert Nielsen

På en »deilig Solskins Eftermiddag« i september 1819 tog historien om H.C. Andersen sin begyndelse. Nu var den strengt taget begyndt nogle år i forvejen, men først med opbruddet fra Odense blev den en virkelig historie. Selvfølgelig fordi det i sig selv var intet mindre end eventyrligt, at en dreng af hans sociale herkomst kunne overskride alle barrierer og hengive sig til en så uhørt luksus som at forfølge en drøm om at blive skuespiller ved Det Kgl. Teater, men også – og måske netop herfor – fordi historien om H.C. Andersen, eventyret om hans liv, i dette øjeblik undfangedes og fra da af som en vis skygge fulgte sin herre på rejsen. Den første og korteste rejse i H.C. Andersens liv blev den, der satte sig de største og mest varige spor. Opbruddet betød et farvel til alle vante forhold og blev indvielsen til et liv i fremmedhed, hvor han som nomade måtte vandre om uden at kunne finde hjemmets hvile eller hvilens hjem. I stedet måtte han bestandig forsøge at tilpasse sig det fremmede, forklare sig og endog undskylde, fordi han ikke var og aldrig blev en af dem, blandt hvem han så gerne ville færdes. »At reise er at leve« er nok udtrykket for Andersens udlængsel, men det er også den smertelige erkendelse af rejsen, hjemløsheden, som et grundvilkår.

Historien om H.C. Andersen – eller rettere: H.C. Andersens historie om sig selv – er fremmedhedens udtryk i det mangfoldige forfatterskab, og som sådan strækker den sig i en lang ubrudt linje fra 1819 og frem til 1875, hvor den døende digter tegner de sidste skitser til sit »Livs Billedbog«. Skønt historien undergik forvandlinger, handlede den fra først til sidst om den anderledeshed, der diskvalificerede ham som menneske og kronede ham som digter. På tværs af alle forfatterskabets genreskel boltrer den sig som en endeløs refleksion over identitet og fremmedhed, en refleksion der aldrig fikseredes og fik fast form. Hvor andre forfattere traditionelt fortalte deres livs historie i en moden alder og med et afklaret udsyn over livets hændelser, var tilskyndelsen til den selvbiografiske skildring til stede hos Andersen fra første færd. Madam Hermansen, der i postvognen eskorterede det unge menneske til København hin efterårsdag i 1819, fik historien fortalt, og få dage senere på den anden side Bæltet fik tjenestepigen hos Det Kgl. Teaters syngemester Giuseppe Siboni også et rids af det da vel korte eventyr, da en kejtet og opløben dreng søgte at skaffe sig adgang til en verden, hvortil han tydeligvis ikke havde nogen adkomst. »– En Huusjomfrue, der kunde tale dansk, lukkede mig op; jeg fortalte hende meget aabenhjertigt min Historie og mit Ønske; da hun nu, rimeligviis havde fortalt dette derinde, kom man styrtende ud for at see mig, som en Curiositet, jeg kom ind ved Bordet« (16, 78-79). [1]

Vilhelm Pedersens illustration til "Skyggen".

Ind kom han som bekendt, og jo længere ind i poesiens gemakker han bevægede sig, des mere påkrævet blev historien som forklaring på det dannelsesmæssige deficit, og des stærkere blev den som argument for den digteriske originalitet. Og som i den anden historie om skyggen og den lærde herre vokser skyggen sig efterhånden så stærk, at den ikke længere har sin herre behov og derfor overvejer at skille sig af med ham. Det var som digter, H.C. Andersen fandt en overlevelsesvej, ikke som menneske. Overalt hvor han kom, lokkede han tilhørerne til med sin sang og præsenterede og forklarede sig ved en fortælling, der var tilrettelagt således, at den i stort og småt fortalte eventyrdigterens tilblivelse. Og snart blev denne selvbiografiernes mundtlige overlevering erstattet (eller suppleret) af en skriftlig tradition, der med udgangspunkt i bønskrivelser, breve, ansøgninger, supskriptionsindbydelser vokser ud i et kæmpemæssigt forfatterskab, hvor historien gennemspilles i såvel banalitetens som virtuositetens modus, for slutteligt at finde monumental form »paa sin rette Plads« i de store selvbiografier. Men monumentet er skyggens, den »lærde Mand hørte ikke noget til Alt det, for ham havde de taget Livet af« (1, 421). H.C. Andersen var blevet offer for sin egen fortælling.

Den, der bestandig præsenterer sig ved sin egen skygge, kan undertiden komme i tvivl om, hvem han selv er. Det er paradoksalt, men ganske vist, at denne metodiske tvivl indleder H.C. Andersens første større sammenhængende selvbiografi. Den ufuldstændige Levnedsbog udarbejdedes i efteråret og vinteren 1832, men blev ikke udgivet før professor Hans Brix i 1926 drog den frem af glemslen. Den cirkulerede blandt Andersens nærmeste (Edvard og Henriette Collin, Ingeborg Drewsen, Signe Læssøe, Henriette Wulff og flere), hvor den ud over at underholde med artige historier fra en dem ukendt og eksotisk verden hinsides de bonede gulve i kongens København også skulle forklare mangt et træk ved forfatterens digtning og digtningens forfatter. Måske var det netop for at værge sig mod denne symbiotiske sammensmeltning af digt og forfatter, at selvbiografien i momenter tog form af en selvransagelse, der spurgte til, hvad der befandt sig bag talentet. Hvad var der blevet af den rejsende, der 1819 begav sig ud på sit livs rejse?

Hvem jeg har seet og talt med en enkelt Gang, dens Ansigt husker jeg siden tydeligt, jeg har fuldkomment Speilbilledet i mig, derimod mit eget Ansigt, skjønt vor Herre og alle Folk veed at jeg speiler mig tidt nok, kan jeg slet ikke huske; det samme er ogsaa Tilfældet i aandelig Henseende. Jeg troer at have et Begreb, og det endogsaa, et temmeligt klart, om de fleste af mine Bekjendteres Characteer, derimod er min egen mig ganske uforklarlig. Jeg nedskriver her, alt hvad min Erindring indgiver mig, om mit Ungdoms Liv, maaskee vil dette for den Fremmede, der staaer udenfor samle sig til et Heelt og opklare, undskylde og tydeliggjøre meget i mine Digte, dersom Verden læser dem efter min Død. (16, 55)

Det må være et erindringens biprodukt, at den identitetsløse her dukker op på digterens plads. I hvert fald var han uønsket og forsøgtes erindret ud igen. En del af H.C. Andersens umådelige succes bestod i denne veltilrettelagte markedsføring, hvor digterens eget liv præsenteredes som det måske største eventyr af dem alle. Men det var ikke blot og bar udvendig reklame, for i kunstens værksted sprang den selvbiografiske skildring af samme kilde som digtningen, de var to sider af samme sag. »Dag for Dag bliver alt mere og mere Poesie for mig; Poesien træder ind i mit Liv, og mig synes, at selve Livet er et stort underligt poetisk Digt« (16, 55). Det er myten om Hr. Digter Andersen, der her er i sin vorden: konstruktionen af biografien. Og en af måderne at fortælle den på, så hele historien problematiske ophav ikke dukker forstyrrende op, er ved at gengive det hele i en tilstræbt upersonlig form, løsrevet fra enhver form for menneskelig stræben og ambition, som et skyggeliv. »Jeg føler at en usynlig, kjærlig Haand styrer det Hele; at det ikke er et blindt Tilfælde der har ført mig frem, men at et usynligt Fader-Hjerte har banket for mig« (16, 55). Ikke kun fortællingen er fortalt, også fortælleren er en fiktiv størrelse. Og da er der ikke længere plads til den lærde herre, han kan digtes ud af fortællingen igen.

Sådan da. For er der ét sted i det selvbiografiske forfatterskab, hvor H.C. Andersen gør modstand mod at blive digtet med, så er det i Levnedsbog , der da også er mere sprælsk og levende fortalt end de andre selvbiografier. Der er så at sige mere liv i den. Den skildrer Andersens liv fra fødslen i 1805 til 1831, hvor fortællingen pludseligt afbrydes midt i et citeret brev fra digterkollegaen B.S. Ingemann. Selv om det i bund og grund er det samme eventyr, alle selvbiografierne fortæller, er Levnedsbog en smule mere snakkende og noget mere åbenhjertig i sin beskrivelse af tiden i Odense før opbruddet, de tidlige år i København og – i særdeleshed – skoletiden i Slagelse og Helsingør hos Andersens onde ånd, rektor Meisling.

Andersens onde ånd, rektor Simon Meisling, fra skoletiden i Slagelse og Helsingør.

Er grundformen for hele dette selvbiografiske eventyr den sociale opstigen, der symbolsk angives ved rejsens stationer: Odense, København og den store vide verden, så udmærker Levnedsbog sig ved at antyde, hvad der egentlig fik det unge menneske til at løse billet. Opbruddet var resultatet af et bevidst valg, der var foregrebet i episoder tidligere, bl.a. ved konfirmationen i april 1819, hvor der så at sige allerede var løst billet ved postillonen:

Imidlertid fik jeg Lov til at confirmeres skjøndt jeg kun var lidt over 13½ Aar. – Ogsaa her traadte min Forfængelighed frem. De som skulde confirmeres i St Knuds Kirke, kunde gaae, enten til Capelanen Viberg , eller til Stiftprovst Thetens (nu Biskop paa Ærø). Men til Stiftsprovsten gik kun Latin Skolen og de fornemste unge Piger; hans Børn stod derfor altid øverst. For nu at komme over Capelanens Confirmanter, gik jeg til Provsten, og var den eneste, der saaledes stod sammen med Latinskolen; Thetens kunde ikke andet end modtage mig, dog føler jeg godt nu, af smaa Træk jeg erindrer, at det ikke behagede ham, jeg blandede mig med en Stand udenfor min (...). (16, 70-71).

Hvem der så end digter med hvem, så er der kun en agerende i situationen her, og han er ikke tilskyndet af nogen digterisk drift eller faderhånd, tværtimod, han er drevet af en meget upoetisk, men særdeles menneskelig ambition om at komme frem, op, væk, ud af fattigdommen og derfor netop ikke blindt acceptere de forud givne vilkår. Rejsen er en rejse væk fra den livsbane, omstændighederne holdt ham fast i. Den rejsende er sin egen herre, og uden anden bagage end 10 rigsdaler og en spæd og uprøvet stemme er han også henvist til at udnytte de muligheder, der nu engang viser sig, heriblandt altså at sælge rettighederne til historien om sit liv til højest bydende: teatret, latinskolen og slutteligt digtningen. Og rettighedshaverne vil naturligvis hver især have deres interesse fremmet, så det unge menneske tilskrives skiftevis motiver, der peger i retning af skuespil, lærdom og altså digtning. Han tilpasser sig omgivelserne for netop at kunne slippe for deres pres.

Der var én station, hvor H.C. Andersen ifølge eget udsagn overvejede at stå af. Og det var i Fåborg. Som den eneste af selvbiografierne beretter Levnedsbog udførligt om de genvordigheder, der opstod i kølvandet på mødet med Riborg Voigt i 1830.

Riborg Voigt

På sin rejse – og der var vitterligt tale om en rejse rundt i Danmark – aflagde H.C. Andersen visit hos sin studiekammerat Christian Voigt, hans lidelsesfælle fra latinskoletiden, og gjorde her søsteren Riborgs bekendtskab. »Det var et ganske deiligt fromt Ansigt, der var saa meget barnligt deri, men Øinene saae kloge og tænkende ud, de vare ganske levende og brune. Hun havde en simpel graae Morgenkjole paa, der klædte hende godt; just den hele Simpelhed til dette Ansigt, indtog mig strax for hende, hendes Interesse for mine Digte, ja selv det at hun syntes at have et Slags Respect for mig, kildrede min Forfængelighed og gjorte strax at jeg havde en Art Interesse for hende« (16, 163). Om arten af denne interesse kunne han på dette tidspunkt intet sige og fik vel også først indblik i den, da han efter et par behagelige dage i Fåborg atter tog ophold i Odense og fik pigen lidt på afstand:

Da jeg kom tilbage til Odense og ud igjen paa Tolderlund hos den iversenske Familie, gav min Reise da Underholdning nok de første Dage. Jeg sværmede omkring og digtede nu en Mængde Digte, deriblandt: » Hjertetyven « og » Sprøiten «. Mine Yttringer om den – s Familie og Hende, vagte Opmærksomhed mellem de unge Piger, og de begyndte i Spøg at drille mig med, at jeg nu endelig var blevet forelsket! – Den første Gang jeg hørte det, blev jeg som Ild over hele Legemet, slog det hen i Spøg, men kunne dog ikke lade være at tænke derover; mit hele Væsen, Maaden hvorpaa jeg havde været de faae Dage jeg var sammen hos hende, blev mig selv paafaldende. (16, 165)

Der er næppe tvivl om, at mødet med Riborg havde frisat følelser hos den unge Andersen, som han ikke hidtil havde kendt. I hvert fald havde mødet åbnet for en mulighed, han som sin egen rejsefælle ikke havde haft. En mulighed, for skønt den øjeblikkeligt omsattes til digterisk virkelighed, så gik det lidt mere trægt med at få poesien ud i livet. Imidlertid intensiveredes følelserne i oktober måned, hvor Riborg dukkede op i København og fordrejede hovedet på poeten yderligere. Så meget faktisk, at han overvejede at sætte prop i blækhuset og at skille sig af med sin skygge: i et last minute eksalteret øjeblik bestemmer han sig for at færdiggøre sin eksamen, søge kald og gifte sig med Riborg. Hvor meget digt, der er i selvbiografien – eller hvor meget selvbiografi, der er i digtet – er svært at afgøre, men ikke så snart har han besluttet sig for at sætte en stopper for dette Schattenspiel, før han falder om på sengen og først vågner, da det er for sent at opsøge hende med sit forehavende. Om det er skyggen, der spiller sin herre et puds for at undgå lyset, eller det er Andersen selv, der leger med ilden for at bringe næring til skyggen, er uvist. Men i hvert fald: kan han ikke tage pigen i hånden, så har han da altid pennen. I det mærkværdige frierbrev, som Levnedsbog bringer som afslutning på affæren, fremgår det, at den rejsende har gjort regning uden vært. Riborg er og har hele tiden været forlovet til anden side. Digterisk arrangement eller ulykkelig forelskelse? I hvert fald er ét herefter sikkert: Der er kun én H.C. Andersen, han er digter og ikke elsker. Og det var på Fåborg Station, der blev mine tanker forfløjne, jeg så en nydelig ung pige, med nøddebrune øjne. Eller som det siden skulle hedde hos Andersen: »To brune Øine jeg nylig saae, / I dem mit Hjem og min Verden laae, / Der flammede Snillet og Barnets Fred, – / Jeg glemmer det aldrig i Evighed« (16, 223). Og så fortsætter rejsen ellers: »Mine Digte: » Phantasier og Skizzer« kom imidlertid ud; de udtalte saa ganske min hele Sjæletilstand, at selv Uindviede maatte ane det; ja jeg begik hvirkelig [sic] en Synd imod hende ved altfor tydeligt at pege paa hende. Men min Poesie havde faaet en ganske anden Characteer, ligesom mit hele Væsen« (16, 172). Med Riborg ude af billedet blev der heller ikke stort mere plads i det selvbiografiske forfatterskab til den åbenhjertige fortæller og rejsekammerat, der så gerne ville fortælle den historie, han selv satte i gang en septemberdag i 1819. Dermed opløses den identitetsusikkerhed, der indledte Levnedsbog: der er kun én skygge, og han er sin egen herre.

I en overvejelse over selvbiografiens natur skriver Adam Oehlenschläger i et af sine bidrag til genren, Levnet, fortalt af ham selv (1830-1831), at skildringen retteligen burde ophøre ved den biograferendes tredivte år, »thi kun Stræben, ikke Tilstand, egner sig for slig Meddelse, Træet staaer nu voxent der; vi see ikke Gartneren mere hege Planten, imod Storm og Insekter, vi see ham ikke pode det unge Træ, og bortskiære de skadelige Grene. Vi skulle kiende Træet på dets Frugter. Derfor maa nu de Skrifter, hvortil dette Levnetsløb var en Indledning, tale Forfatterens Sag« (II, 165). I en vis forstand var udviklingen på dette tidspunkt sket i H.C. Andersens selvbiografiske forfatterskab. Han var nu digter, og efter 1832 tog karrieren da også først virkelig fart. Historien om hans liv levede stadig i bedste velgående, den lod sig skimte i en stor del af forfatterskabets værker, ikke mindst i eventyret om »Den grimme Ælling« (1844), hvor den skulle finde nærmest mytologisk form. Og da H.C. Andersen igen et par år senere greb til den selvbiografiske skildring for at føre liv og digtning ajour, var det formlen fra eventyret, der blev drivkraften. Historien skulle genfortælles på en sådan måde, at ingen omkalfatrende udvikling finder sted, netop fordi alt var givet i udgangspunktet. Hvis digter er noget man er, ikke noget man bliver, så slipper man for at skulle forklare digtergerningens omkostninger. H.C. Andersens to officielle selvbiografier, den tyske Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung (1847) og det store danske monument Mit Livs Eventyr (1855), indledes begge med en passage, der i sit forsøg på at ville forklare Andersens udvikling til digter faktisk fraskriver ham enhver form for udviklingsmulighed. Han kunne ikke blive andet end det, der oprindelig var tænkt med ham. En ælling bliver ikke til en svane, det er blot omverdenen, der ændrer sit syn på den:

Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt, havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og denne havde sagt: vælg din Bane og dit Maal! og da efter din Aands Udvikling, som det fornuftigviis maa være i denne Verden beskytter og fører jeg Dig! min Skjæbne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Min Livshistorie vil sige Verden hvad den siger mig, der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste. (16, 179)

Det synes nærmest symbolsk, at den første officielle selvbiografi skulle blive til på en rejse. Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung. Eine Skizze var frugten af digterens lange Europarejse 1845-1846 og tryktes som indledning til en foranstaltet tysk udgave af de samlede værker, Gesammelte Werke. H.C. Andersen havde på rejsen i februar 1846 indgået aftale med den danskfødte Leipzig-forlægger Carl B. Lorck om dette tyske felttog, der skulle indledes af en levnedsskitse, der for et tysk publikum præsenterede eventyret: det store og de små. Skriftet er da i små ryk blevet til på den videre rejse ned gennem Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig og Schweiz for da at afsluttes i Erfurt den 16. august 1846, hvor det i dagbogen hedder: »endt min Biographie, som den endtes i Vernet«. At manuskriptet ikke afsluttedes i Vernet, hvor skildringen ellers kulminerer, skyldtes, at den arrangerende vilje bag fortællingen havde kastet sig over hjemturens indtryk, der i biografien fremlagdes som hørte de udturen til. Der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste. Manuskriptet sendtes løbende hjem til København, hvor Edvard Collin som Andersens litterære rådgiver skulle renskrive kladde, udrydde de værste Andersenske skødesløsheder og sende renskriften videre til Lorck, der da besørgede oversættelsen. Collins og Andersens stilidealer var vidt forskellige, derfor blev den ene embedsmand og den anden digter. Men mens digteren klogelig holdt sig fra embedsmanden affærer, så havde embedsmanden en poetisk åre, der altså nu gav sig til kende på anden måde end i de genkommende lejlighedssange. I sin sproglige revision begrænsede han sig ikke som aftalt til at luge ud i det sproglige vildnis, der kom dryppende hjem fra udlandet, han greb afgørende ind i teksten, hvad også den tyske oversætter Julius Reuscher siden skulle gøre. Den tyske udgave blev derfor en væsentlig anden tekst end dens danske forlæg, der 1946 udgaves under titlen Mit eget Eventyr uden Digtning.

Den Collinske gård i Bredgade i København

Denne omgang med kilderne var Andersen ikke helt fremmed overfor, han havde jo selv fiflet lidt med sit forlæg, hvad ikke kun afsløres af de arrangerende omstændigheder omkring færdiggørelsen af manuskriptet. I udviklingsløshedens perspektiv er udviklingen genskrevet, så historien ikke byder på uforudsete hændelser. Således tildeles Andersen en anden og denne gang lidt mere stueren konfirmation:

Vi hørte til St Knuds Sognekirke og her kunde Confirmanterne tegne sig enten hos Stifts-Provsten eller hos Capelanen, hos den første gik kun de saa kaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Deciple, hos den sidste gik de fattigere; jeg mældte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage imod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri hos mig, i det jeg med hans Confirmanter, om jeg end ogsaa stilledes nederst, kom ovenfor alle de der gik hos Capelanen; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed der drev mig; jeg havde en Angest for de fattige Drenge der havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Diciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de Andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg udenfor Gitteret, tittede ind og ønskede at jeg var i blandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøgers, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som De; (...). (16, 192)

Hvad der i Levnedsbog var beskrevet som et forsøg på at trodse de vilkår, han var født ind i, tager her skikkelse af en blot og bar fejlplacering a la »Den grimme Ælling«. Fremmedheden retter sig nu mod hans ophav, de oprindelige omgivelser, mens den high society-verden, han aldrig rigtig lærte at begå sig i, er hans egentlige verden. Således er opbruddet fra Odense heller ikke at forstå som et opbrud, en rejse væk fra noget; det ville snarere være et brud om han var blevet der. Med sit på det tørre og sit livs fortælling vel i hus kan han således også om sin erotiske raptus, der greb ham på Fåborg Station, melde, at alt der som alle andre steder er ført til det bedste; »først mange Aar efter har jeg erkjendt og følt, at ogsaa her skete det Bedste for mig« (16, 224). Fristelsen blev afvist, fordi den fristede med et sidespring fra den én gang givne løbebane. Nok er digtere troløse – men de er tro mod deres kunst.

Mit eget Eventyr uden Digtning slutter åbent, men uden nogen egentlig spænding om det videre udfald. Den rejsende når kurbadet Vernet, hvor han som en anden Moses kan skue ind i det forjættede Spanien, som han siden skulle erobre. I Mit Livs Eventyr, 12. kapitel, indhenter historien sig selv, og forfatteren benytter anledningen til en statusopgørelse:

Og der i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af et Land, hvis Skjønhed jeg ikke da skulde kjende, sluttede jeg til den samlede tydske Udgave af mine Skrifter: »Das Märchen meines Lebens«, » the true story of my life! « kalde Englænderne denne Bog. Slutningsordene der lyde saaledes: »Før jeg forlader Pyrenæerne , flyver dette Skrevne til Tydskland, dette, et stort Afsnit af mit Liv, jeg selv følger efter og et nyt, et ubekjendt Afsnit begynder. Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette? Mon den virksomste Deel af mit Liv endnu ligger for mig? Jeg veed det ikke! men taknemlig, trøstig seer jeg fremad. Hele mit Liv, de lyse og de mørke Dage førte til det Bedste. Det er som en Søreise, mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han styre det anderledes og skeer det, da er dette det Bedste for mig, den Tro er fast i mit Bryst, og den gjør lykkelig! (17, 344)

Afslutning i den ene selvbiografi og kulmination i den næste – »en lille Sløife, om jeg saa maa sige, der binder Biographie-Buketten sammen«, hed det i et brev til Carl B. Lorck. Det var ikke afgørende ændringer i digterens liv, der havde tilskyndet dette selvbiografiske ekstranummer, men fædrelandet havde nu endelig fået øjnene op for, at ællingen slet ikke var og aldrig havde været en ælling, men en svane. Derfor kronede man digteren med en storstilet udgivelse af hans Samlede Skrifter, hvortil altså Mit Livs Eventyr knyttede sig som lomme-guide:

(...) paa Dansk skulde nu ogsaa den Lykke tildeles mig, endnu ung og frisk i Sindet, at udgive mine samlede Skrifter; et Ønske af Betydning, idet jeg da kunde ordne og tillige bortkaste een og anden altfor bladløs Green; min Selvbiographie vilde dertil stille det Hele i sit rette Lys. Jeg vilde ikke give den tidligere Skizze, men den hele friske fulde Erindring af hvad jeg levende følte og vandt! En Slags Fremstilling af de mange Betydelige, mit Livs Vei førte mig sammen med, Indtrykkene fra min Tid og hele Omgivelse, vilde jeg troe, som optegnede for en kommende Slægt, maatte have en Slags tidshistorisk Interesse, ligesom ogsaa en simpel Fremstilling af, hvad Gud lod mig prøve og overvinde, vilde styrke mangt et kjæmpende Talent. (18, 145)

Mit Livs Eventyr fortæller bogstavelig talt videre på det eventyr, Andersen begyndte i 1846, og prætenderer også at gøre det uden digtning: med et dokumentaristisk præg, en betragtelig mængde dokumentation og bilag, udvider den fortællingen i en sådan grad, at den efterhånden lige så meget bliver en materialesamling som en selvbiografi. En stor del af denne dokumentation er vendt mod den hjemlige kritik, der var så sen til at anerkende hans evner og derfor længe lod ham leve i landflygtighed. Og at ville forklejne Andersens digteriske talent var i en vis forstand som at true ham på livet. Ud over at mejsle billedet af den store digter og hans værker i marmor, får Mit Livs Eventyr også præg af et til tider intenst defensorat for et skyggeliv, der efterhånden var blevet det eneste virkelige.

En historie uden udvikling er en opremsning af begivenheder. Jo tættere på skrivende stund fortællingen kommer, des mere tager den skikkelse af en hæsblæsende rejse gennem et livs landskaber, hvor der ikke afses tid til at stoppe, stige af og tage ved lære. Fremad og atter fremad for at få så meget som muligt med i livets billedbog. Særlig tydeligt bliver det i den fortsættelse til Mit Livs Eventyr , der oprindelig bragtes i den amerikanske udgave af The Story of my Life (1872), hvor begivenhederne annalistisk føres frem til 1867, det år ringen sluttes og digteren endelig vender hjem til Odense som æresborger. Ved festen den 6. december 1867 kulminerer den selvbiografiske skildring med opfyldelsen af en gammel profeti:

Hvor var jeg lykkelig og dog – op til det reent Himmelske tør Mennesket ikke løftes, jeg skulde og maatte føle at jeg kun var et stakkels Menneskebarn bundet af Jordens Skrøbelighed: jeg leed af en voldsom Tandpine der ved Varmen heroppe og Sindsbevægelsen løftede sig til en ulidelig Grad; dog læste jeg et Eventyr for de smaa Venner, nu kom Deputationen for Byens Corporationer, der med Fakler og vaiende Faner var gjennem Gaderne naaet Raadhuset. Jeg skulde opleve den Spaadom den gamle Kone gav da jeg som Dreng drog ud fra min Fødeby, Odense skulde blive illumineret for mig. Jeg traadte hen ved det aabne Vindue, Alt straalede i Fakkel-Glands, Pladsen var aldeles opfyldt af Mennesker, Sangen lød op til mig, jeg var sjælelig overvældet, jeg var legemlig betaget; kunde ikke nyde dette Høidepunktet af min Lykke i dette Liv. Tandpinen var saa utaalelig, den iiskolde Luft som strømmede mig imøde lod den blusse op i heftig Smerte og istedet for ret at nyde Lyksaligheden af disse Minutter som aldrig gjenkommer, saae jeg paa den trykte Sang hvor mange Vers der var at synge før jeg kunde slippe for den Tortur den kolde Luft lod mig lide gjennem mine Tænder. Dette var ogsaa Høidepunktet af Smerte, da Blusset af Faklerne som var lagt i Baal slukkedes slukkedes og Smerten! (18, 345)

Ro fandt han heller ikke her. Snart efter satte den gamle digter sig til rette i toget og brød op fra Odense nok en gang. »I det jeg foer afsted med Toget fra min Fødeby, syntes Festdagen mig der en Drøm« (18, 351). Bestandig videre, opbrud efter opbrud uden at kunne finde ro. Men sådan var det jo bestemt, at han skulle leve. Mon ikke han en gang imellem med et lille stik i hjertet tænkte på sin gamle lærde rejsekammerat, der i egnen omkring Fåborg selv var stået af toget?

August Grahls skønmaleriske portræt af Andersen, malet i Dresden 1846.

H.C. Andersen kunne ikke gå forbi et spejl uden at skulle se sig deri, fortæller hans mangeårige ven Edvard Collin i sit til tider særprægede monument over digteren, H. C. Andersen og det Collinske Huus (1882), og fortsætter med at udpensle den nok så velkendte forfængelighed:

Vi, som have kjendt ham saa nøie, ere enige om at han ikke gjorde dette i Forventning af at finde noget Smukt, men som et Forsøg paa, ved nogle Ansigtsfordreielser at bringe noget Genialt frem. Han har selv med elskværdig Aabenhed tilstaaet, at han bestræbte sig paa at see genial ud; det kunde da heller ikke skjules for os, der ved hvert nyt Photographi af ham kunde see, at han havde »sat et genialt Ansigt op.« Derfor give alle tidligere Portraiter ikke noget sandt Billede af hans Ansigts Udtryk. (469)

Det er vel det samme geniale ansigt læseren i det store hele møder i selvbiografierne. Da Andersen i 1846 skulle vælge et portræt, der kunne danne frontispice på den tyske udgave af de samlede værker, havde han kastet sin kærlighed på August Grahls nys udførte skønmaleri, der bestemt ikke var præget af realisme, men af en vilje til i Andersens træk at se det, han fandt udtrykt i digtningen. Netop som han selv ønskede det. I et brev til Henriette Collin berettede digteren om sine overvejelser: »Professor Grahl, een af de rigeste Kunstnere her, der kun maler for sin Fornøielse og er en udmærket Mand, malede mit Portræt i Olie, det er ganske fortræffeligt, ligner mig, saaledes som jeg vil se ud«. I kunstnerisk tendens var der ikke langt fra Grahls portræt til Andersens selvportræt. Et stålstik efter portrættet blev gjort og kom til at illustrere de første bind af Gesammelte Werke, der indeholdt den første officielle selvbiografi, Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung. Skyggebilleder, fristes man til at sige.

[1] Tallene henviser til bindnummer og sidetal i ANDERSEN, H.C. Andersens samlede værker, bd. 1-18, udgivet af DSL under ledelse af Klaus P. Mortensen på Gyldendals forlag, Kbh. 2003-07.

Jesper Gehlert Nielsen
er redaktør ved DSL og medredaktør af H.C. Andersens Samlede værker.