Nyerhvervet håndskrift fra middelalderen
Som kort meddelt i sidste nummer af Håndskriftafdelingens Nyhedsbrev har biblioteket erhvervet et illumineret burgundisk håndskrift fra ca. 1480. Som lovet gives her en mere udførlig beskrivelse af erhvervelsens baggrund og proces.
Der går langt imellem at Det Kongelige Bibliotek erhverver håndskrifter fra middelalderen. Dels fordi der ikke kommer så mange i handelen, der kan siges i en eller anden forstand at tilhøre dansk kulturarv, dels fordi priserne på middelalderhåndskrifter i almindelighed ikke er til at komme i nærheden af. Tænk bare på Det Kongelige Biblioteks nylige forsøg på at købe på auktion et håndskrift med bl.a. teksten til Kong Knuds liv og gerninger, også kaldet Encomium Emmæ. Det er et ikke-illumineret håndskrift og forholdsvis sent (14. årh.), men biblioteket blev overbudt, skønt danske fonde beredvilligt og med meget kort varsel havde stillet tre gange vurderingssummen til bibliotekets rådighed. Danske aviser skrev benovet om det forsmædelige nederlag på det bonede gulv i Sotheby's auktionslokale. Det forlyder fra London, at der er søgt om tilladelse til at eksportere håndskriftet, og man kan da så håbe på, at det vil havne i et offentligt britisk bibliotek, frit tilgængeligt for forskere, snarere end i en oligark eller oliesheiks bankboks. I så fald kan det måske også en dag blive udlånt og udstillet herhjemme ...
Helt anderledes er det gået med anskaffelsen af et andet middelalderhåndskrift. Historien begynder, om man vil, med Nordens største bogsamler, greve, universitetspatron og statsminister Otto Thott (1703-1785), der ved sin testamentariske gave til Det Kongelige Bibliotek kom til at fordoble dets bestand af håndskrifter. Blandt Thott samlingens ca. 4.000 numre er mange rigt illuminerede flamske "luksushåndskrifter" og heriblandt ét, der stammer fra den berømte engelske Harley-samling. Det drejer sig om den afsluttende del af Jean Mansel's Verdenskrønike (ca. 1460), dækkende Frankrigs historie til ca. 1420 og prydet med tyve miniaturer af flere af tidens fremragende kunstnere. Håndskriftet bærer den franske adelsslægt Montmorencys våben, identificeret i dette tilfælde med den mest berømte af slagsen, rigsmarsken Anne de Montmorency (1492-1567), og det blev i den anledning udstillet i Frankrig i 1991 som et levn fra hans bibliotek.
For fire år siden blev Håndskriftafdelingen kontaktet af en fransk samler, der mente at eje et andet bind af samme eksemplar af Jean Mansel's værk, prydet med én helsides miniature af en af de mest berømte flamske miniaturemalere, i forskningen omtalt som "Mesteren af Josephus-håndskriftet i Sir John Soane's samling", i kort form the Master of the Soane Josephus. Den franske samler havde erhvervet sit Mansel-håndskrift, hvis indhold går fra Skabelsen til romernes erobring af Spanien, på en auktion i Paris et år tidligere og ønskede nu at erhverve det efter hans opfattelse samhørende Thott-håndskrift. Biblioteket takkede høfligt nej, og fik så til sin overraskelse straks tilbudt at købe hans håndskrift til samme pris som den, han havde givet for det, knap én million kr.
En til tider intens og detektivisk granskning har siden da stået på, for om muligt at opnå fuldstændig sikkerhed for, at de to håndskrifter virkelig er to dele af samme oprindelige eksemplar. Forløbet og resultatet af disse minutiøse undersøgelser kan man læse om i en engelsksproget afhandling i Fund og forskning, bind 47, 2008, 19-72, af professor ved Leiden universitet Hanno Wijsmann. Han påviser, kort fortalt, at ingen af de to bind har noget at gøre med den berømte hr. Anne de Montmorency, for de identiske våbenskjolde på første blad af begge bind er resultatet af en nidkært gennemført overmaling af et tidligere ejermærke, et våbenskjold tilhørende Karl den Dristiges hærchef Philippe de Hornes (1423-1488). Dennes lille, men udsøgte samling af illuminerede håndskrifter og enkelte inkunabeltryk (en liste over hans dødsbo er faktisk bevaret) endte hos den fremtrædende flamske adelsmand Philippe de Montmorency, henrettet af spanierne i 1568 samtidig med sin endnu mere berømte slægtning, frihedssymbolet greven af Egmont (jfr. Beethovens ouverture af samme navn). Al Philippes ejendom blev velsagtens beslaglagt, solgt og spredt for alle vinde. Thott-bindet mødes først igen i midten af 1700-tallet, som nævnt hos Robert og Edward Harley, første og anden jarl af Oxford, mens det nyerhvervede bind (KB, HA, Acc. 2008/74) ikke dukker op i kilderne før midt i 1800-tallet, hos Jean Baptiste Joseph Barrois (1780-1855), en berømt fransk lærd og håndskrifttyv.
Den lykkelige genforening under Det Kongelige Biblioteks tag af de to bind efter århundreders adskillelse udgør en fortjent reverens til salig Thott, hans iver som samler, hans europæiske udsyn og hans vældige støtte til dansk humanistisk forskning. Men det udgør også et lille, men fast skridt fremad i kortlægningen og genoprejsningen af Europas krigs- og revolutionshærgede tværnationale kulturarv. At der endnu (og nok for bestandigt) "mangler" et tredie bind mellem Barrois-bindet og Thott-bindet, slår ikke noget skår i glæden (og bevægelsen, tør man vel sige) over en tilendebragt genforening af disjecta membra.
Midlerne til at anskaffe Barrois-bindet blev delvis tilvejebragt gennem salget på en række auktioner i september 2008 af den fornemme samling af nyere humanistisk faglitteratur, der var blevet testamenteret til Det Kongelige Bibliotek af Kierkegaard-forskeren, mag.art. Per Arild Christensen. Et fint bibliotek blev splittet, og to samhørende bind blev forenet. Fødekæden er sjældent så klar som i dette tilfælde.
Ivan Boserup
