Forskningsprojekter
Masseafsyringsprojekt
En arbejdsgruppe under Biblioteksstyrelsen ledelse har til opgave at klarlægge hvor stort problemet omkring surt og sprødt papir er i de nationale institutioner med et bevaringsansvar.
Når samlingernes tilstand kendes skal udvalget rådgive Kulturministeriet omkring en indsats. Fra KB deltager Erland Kolding Nielsen, Marie Vest og Birgit Vinther Hansen.
I forbindelse med udvalgets arbejde udfører BEV en større stikprøveundersøgelse af papirets tilstand i alle KB`s samlinger, hvortil der er knyttet en bevaringsforpligtelse samt i Statens Arkivers samlinger. Derudover gennemføres en sammenlignende undersøgelse af bevaringstilstanden af samme bogudgave her og på Statsbiblioteket i Århus. Resultaterne fra undersøgelserne skal bl.a. danne grundlag for en vurdering af KB´s behov for en eventuel masseafsyring samt en idé om hvor store udgifter, der vil være forbundet med en sådan indsats.
IDAP
IDAP står for Improved Damage Assessement of Parchment. Projektets overordnede mål var at få en dybere forståelse af pergaments nedbrydningsmekanismer. Projektet stilede derfor imod at kortlægge og dokumentere forskellige skadestyper fra makroskopisk til molekylært niveau.
Dette EU-finansierede forskningsprojekts overordnede koordinator var Konservatorskolen, og desuden deltog universiteter og konserveringsinstitutioner fra England, Grækenland, Italien, Frankrig, Sverige og Tjekkiet.
Fra Det Kongelige Bibliotek deltog Iben Bak Christensen, Katrine Minddal, Nina Dahlstrøm og Birgit Vinther Hansen. Den 23-26 august 2005 arrangeredes et seminar med workshop i København.
Bogarkæologisk undersøgelse af middelalderbind
Formålet med projektet var at finde og beskrive karakteristika ved danske middelalderbind. Der blev foretaget en bogteknologisk undersøgelse af en række udvalgte bind, hvori det blev beskrevet hvilket materiale der var brugt, hvorledes disse materialer er forarbejdet, og hvilke håndværksmæssige teknikker der er anvendt til at fremstille bindene.
Projektet tog udgangspunkt i Det Kongelige Biblioteks samling af middelalderbind og gennemførtes af konserveringstekniker Magdalena Midtgaard fra Bevaringsafdelingen i samarbejde med seniorforsker Erik Petersen fra Håndskriftsafdelingen. Den 14.4. og den 15.4.2005 afholdtes på Det Arnamagnæanske Institut, Københavns Universitet The Ninth international seminar on the care and conservation of manuscripts, hvor Magdalena Midtgaard gav en redegørelse for nogle af de foreløbige resultater i projektet.
Nedbrydning pga. blækætsning
I Det Kongelige biblioteks samlinger findes større mængder manuskripter beskrevet med jerngallusblæk, bla. H. C. Andersens originalmanuskripter og breve.
Hvis jerngallusblæk er fremstillet i et uhensigtsmæssigt blandingsforhold, kan det med tiden forårsage kraftig nedbrydning af papirfibrene, hvilket i praksis betyder at blækket ætser sig ned gennem papiret og efterlader huller i stedet for tekst.
Birgit Vinther Hansen tog i 2004 sin kandidatafgang fra Konservatorskolen med specialet: 'Effekt af omslag med CaCO3 CaPyt og NaBr på ældningsstabiliteten af papir med og uden jerngallusblæk'. Det overordnede mål er at tilføre NaBr til læg med og uden CaCO3, og derved afklare om tilstedeværelsen af NaBr i mellemlæg reducerer nedbrydningen af manuskripter beskrevet med jerngallusblæk. Projektet videreføres med løbende undersøgelser og metodeudvikling.

