Gregory Crewdson: In a Lonely Place

TIDLIGERE UDSTILLING

23. september 2011 - 28. januar 2012 Det Nationale Fotomuseum, Den Sorte Diamant

En ensom pige sidder lidt fortabt på en gynge i en trailerpark, mens regnen pisker ned. En slidt Cadillac-taxa holder midt på en forstadsvej med åbne døre. Lygterne lyser ud i tusmørket. Den ene fordør står åben, og midt på gaden står en barfodet kvinde. Det er langt fra Amerikas åbne vidder, der skildres i serien Beneath the Roses, der fra 23. september vises i Det Nationale Fotomuseums store udstilling In a Lonely Place af den amerikanske fotograf Gregory Crewdson.

Snarere er det den klaustrofobisk ensomme atmosfære, som man fx også ser i maleren Edward Hoppers melankolske amerikabilleder. Hos Crewdson krydres den hjertegribende skønhed og melankoli af en mareridtsagtig stemning af fortrængninger og begær.

Se interview med Crewdson og kom med bag om optagelserne af hans billeder (17 min.)

Værkerne i Beneath the Roses er imponerende iscenesatte tableauer, der balancerer mellem det maleriske og det filmiske. Og Crewdsons arbejde med de enkelte værker ligner da også næsten en filmproduktion med omhyggeligt konstruerede kulisser og snesevis af medvirkende ved hver optagelse.

Gregory Crewdson: Untitled (Sunday Roast). Fra serien Beneath the Roses, 2005


Gregory Crewdson: Untitled (The Father). Fra serien Beneath the Roses, 2007

I skarp kontrast hertil står serien Fireflies, små undselige sort/hvid fotografier, hvor Crewdson lader lyset fra ildfluers parringsdans tegne et næsten håndgribeligt billede af det samme ensomme fortrængte begær.


Gregory Crewdson: Untitled. Fra serien Fireflies, 1996

Crewdsons seneste serie Sanctuary er optaget i den legendariske italienske filmby Cinecittà. Denne gang laver Crewdson dog ikke iscenesættelser. Tværtimod vender han et tilsyneladende dokumentarisk fotografisk blik på selve filmbyens efterladte kulisser. Resultatet er en slående skildring af den postmoderne virkelighed i et klassisk fotografisk sprog af enestående skønhed.


Gregory Crewdson: Untitled. Fra serien Sanctuary, 2009-2010

Udstillingen er produceret af Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Kulturhuset, Stockholm og C/O Berlin, Berlin.

Artist’s talk med Gregory Crewdson fredag 23. september kl. 17. Gratis adgang

I forbindelse med udstillingen er bogen Gregory Crewdson: In a Lonely Place udkommet på forlaget Hatje Cantz.

Omtale

"Lillebyens fundamentale ensomhed"
Anmeldelse i Weekendavisen 30/9 2011, Kultur, side 4. Mette Sandbye kalder udstillingen "[...] et scoop på Det Nationale Fotomuseum" hvor Crewdson har skabt"[...] et forførende og enormt smukt skildret univers, men også en grundlæggende pessimistisk skildring af menneskets fundamentale ensomhed".

Udstillingen er afsluttet