Achtung! Kunst!

Fotografisk samtidskunst fra samlingen

22. juni 2007 - 18. august 2007
Udsnit af Portrait (P. Grote), Thomas Ruff (Tyskland, f. 1958) , 1985, C-print

Det Nationale Fotomuseum på Det Kongelige Bibliotek rummer landets største samling af fotografisk kunst. Hen ved 50.000 værker - danske som udenlandske - findes i samlingen, og der er tale om fotografier fra fotografiets barndom i 1840’erne frem til i dag. Der købes fortsat fotografier til samlingen.

Private og statslige kunstsamlinger må af natur være forskellige. Hvor den private samler helt kan følge sin passion, skal den statslige samling imødekomme mange forskellige ønsker, meninger og forventninger. Derfor er det vigtigt at have en handlingsplan for at holde en kurs, men derfor er det også vigtigt en gang imellem at gøre status, at spørge, hvad der så egentlig blev købt.

Udstillingen ACHTUNG! KUNST! er en sådan status. Hvad er der blevet købt af samtidskunsten til Det Nationale Fotomuseum her på Det Kongelige Bibliotek i det sidste tiår? Er det en spejling af kunstscenen? Er det repræsentativt? Er der en linje, en særlig retning, som er fulgt? Siger værkerne noget om tiden? Tror man, det vil holde som kunstværker også i kommende generationer? Og skal det egentlig det? Spørgsmålene er mange.

Hvad er det, samtidskunsten kan, som vi har brug for, og som gør at vi skal samle på den og bevare den? Som udstillingens titel antyder, kan kunsten være farlig, men den er også skrøbelig både som fænomen og helt konkret som sarte genstande. I mødet med kunsten risikerer vi at blive udfordret på vore følelser såvel som på vor forstand. Det er gennem samtidskunsten, tilværelsen og vor måde at indrette samfundet på kommenteres og fortolkes. Det er her, vi henter inspiration, viden og indsigt om de vilkår og den kultur, vi står midt i. Kan man overhovedet forestille sig et samfund uden kunstens stemme? Derfor er det vigtigt, at vi bevarer den for eftertiden. 

Prisdannelsen inden for kunstfotografiet har fulgt den øvrige kunstscene. Det betyder en stejlt opadgående linje i prisstrukturen. For en statsinstitution betyder det samtidig færre køb, da de statslige bevillinger ikke følger prisstigningerne på markedet. Det er vilkår, der stiller sine krav, men private fonde, som Ny Carlsbergfondet, bidrager til at sikre ellers utilgængelige værker til samlingen.

Udstillingen er delt i temaerne Danmark og Verden, Magten og Mennesket, og midt i det hele møder man et hjertekammer med alle de værker, der ikke umiddelbart falder ind under temaerne. Meget mere ligger fortsat på magasin og venter på en anden god gang.

På grund af ombygning af bibliotekets magasiner er det beklageligvis ikke muligt at vise nogle af samlingens største formater som bl.a. mesterværker af Thomas Ruff, Andreas Gursky og Candida Höfer. Også dem må man have til gode.

Det Nationale Fotomuseum
Kultur- og museumschef Ingrid Fischer Jonge
Juni 2007