SPOR

TIDLIGERE UDSTILLING

2. marts 2007 - 26. maj 2007

Det Nationale Fotomuseum giver et bud på dansk selvforståelse og identitet gennem historiske fotografier, billeder fra private fotoalbum og fotografier af ’det typisk danske’ over for billeder af fremmede folkeslag. Materialet fra Billedsamlingen suppleres med helt nye billedkunstneriske, kritiske reflektioner over Danmarkshistorien.

Det fotografiske billede er altid blevet set som en sandfærdig kilde til vores historie. Skønt vi ved, at fotografier kan manipuleres, hænger vores erindringer om begivenheder og steder ofte uløseligt sammen med fotografier af dem. Det gælder den "store" historie - Genforeningen i 1920, et kronprinsebryllup eller krige og katastrofer - men især den "lille" historie, vores egne private erindringer.

Nu går Det Nationale Fotomuseum på jagt efter disse fotografiets fortællinger. Eller måske snarere efter selve måden, fotografiet skaber fortællingerne. Udstillingen SPOR viser en perlerække af historiske billeder fra tiden 1860 til 1920 fra Det Kongelige Biblioteks samlinger. Men udstillingen viser også helt nye værker skabt til lejligheden af unge samtidskunstnere med udgangspunkt i det historiske materiale. Værker, der problematiserer den måde, fotografiet medvirker til at skabe historisk bevidsthed og national identitet.

Tanja Nellemann Poulsen (f. 1971) går i sin installation i kødet på selve opfattelsen af fotografiet som historisk dokumentation. Fotografen Charlotte Haslund-Christensen (f. 1963) tager på feltstudier i Danmarks afkroge - med kritisk udgangspunkt i det etnografiske fotografis stereotype fremstillinger af fremmede folkeslag. Sixten Therkildsen (f. 1972) skaber i sin videoinstallation nye fortællinger ud fra private fotografier, og Jane Jin Kaisen (f. 1980) vender vrangen ud på vores forhold til "det fremmede".

I den historiske afdeling ser vi bl. a. en dybt bevæget Christian X symbolsk krydse grænsen i forbindelse med genforeningen i 1920 og et album med Gustav Wied's private fotografier. Men Dronning Alexandras private optagelser af vagtparaden på Amalienborg Slotsplads i 1898 er også med side om side med fotografier af en kinesisk dværg "udstillet" i Tivoli i 1902. I udstillingen indgår desuden dele af Lisa Rosenmeiers (f. 1959) projekt The extended Now samt moderne værker fra fotomuseets samling af Colonel og Per Bak Jensen.

Udstillingen er afsluttet