Den sorte ræv

Nyt værk af Jasper Sebastian Stürup

26. januar 2017 - 11. marts 2017 Udstilling i Oktogonmontren
Hjemme hos Jasper Sebastian Stürup
Hjemme hos Jasper Sebastian Stürup
  Månedligt nyhedsbrev:
Kultur i Diamanten


Følg os:
Instagram

Maleren, tegneren og forlæggeren Jasper Sebastian Stürup (f. 1969) har arbejdet med kunstnerbogen i mere 20 år. Nu kan du se kunstnerbogen Den sorte ræv specielt fremstillet til Oktogonens udstillingsmontre.

Allerede inden Stürup afsluttede sin uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1999, var han godt i gang med produktionen at kunstnerbøger, som i dag overstiger 50 udgivelser. Hovedparten af disse er udgivet på Stürups eget forlag, Fluens Forlag, som han stiftede i forbindelse med sin første udgivelse i 1994.

Kendetegnende for Stürups kunstnerbøger er formatet: Små hæfter med kulørte forsider, indeholdende tegninger af især personer, typisk fordelt på seksten sider. Igennem årene har Stürup forfinet tegningens teknikker frem til sit eget unikke udtryk; en sirlig, men sikker streg, der skaber figurer i spillet mellem tilsynekomst og fravær, som engagerer beskueren.

Med udstillingen i Oktogonen arbejder Stürup videre i spændet mellem det synlige og det usynlige. Inspireret af Ways of Seeing, en BBC-serie og en Penguin-bog fra 1972 af nyligt afdøde John Berger, udfordrer Stürup, hvordan vi rent fysisk ser. Berger forklarer, hvordan synet skaber vores personlige perspektiv og medvirker til, at vi altid selv er i centrum – modsat reproduktion, der kan flytte det sete og ændre det, så vi kan se ting, der ikke er foran os.

På samme måde opløser Stürup beskuerens centralperspektiv med Oktogonens udformning, der på intet tidspunkt kan overskues på én gang. Derfor må fortællingen samles stykvis, når beskueren bevæger sig rundt om de seksten vitrineskabe, der netop er det antal sider, Stürup som oftest arbejder med i sine kunstnerbøger. I Oktogonen lader Stürup summen af det enkelte vitrineskabs indhold transformeres til sider i bogen; en ledetråd kunne være en refleksion over, hvordan det bliver set; hvordan de forskellige sider korresponderer med hinanden.