Min yndlingsbog

Kendte og ukendte danskere beretter om den personlige læse-oplevelse og viser deres yndlingsbøger frem

8. februar 2019 - 31. august 2019 Oktogonen og Dronningesals-montrerne
Illustration: Mysticsartdesign
Illustration: Mysticsartdesign

Hvad er din yndlingsbog? Og hvorfor er netop dén bog din yndlingsbog? 

I december stillede Det Kgl. Bibliotek de to store og nærmeste umulige spørgsmål – for hvordan kan man vælge blot én bog ud af de mange, som har sat deres mærke igennem ens læseliv? Skal det være bogen, som man vender tilbage til og læser igen og igen? Måske er det bogen, som åbnede døren til litteraturens univers? Måske er det bogen, som gav nye perspektiver på livet? Eller måske er bogen en yndlingsbog af en helt anden grund? Spørgsmålene blev besvaret af unge og gamle, kvinder og mænd, og her i udstillingen kan deres yndlingsbøger ses.

I udstillingen indgår kendte og ukendte menneskers personlige eksemplar af yndlingsbogen. Nogle af bøgerne er pæne og velholdte, andre er slidte og lasede, nogle er kendte klassikere, mens andre er ukendte for de fleste. Men alle bøgerne vidner om store og meget forskellige læseoplevelser, som deres ejere har haft. 

Udstillingen sættes fokus på den personlige læseoplevelse, og hvad litteratur betyder for den enkelte læser.

Udstillingen er gratis og vises i bibliotekets offentlige udstillingsområder ved Dronningesalen og i Oktogonen.

  

Forfatter Leonora Christina Skov samt forfatter og historiker Bo Lidegaard om deres yndlingsbøger
Leonora Christina Skov om Børnenes Bibelbog af Anne de Vries:
Da jeg var to år gammel, begyndte min elskede mormor, Edith, at læse højt for mig af Børnenes Bibelbog, hver gang jeg besøgte hende, og de følgende år læste vi den så mange gange, at jeg kunne den udenad.

Leonora_Christina_SkovFoto: Pressefoto

Jeg sad lænet ind til hende, mens hun læste højt for mig med sin karakteristiske, ru stemme og vendte siderne med besvær, fordi papiret med tiden havde løsnet sig fra ryggen.

”Jeg tror, at vores kristendom er blevet lidt slidt”, bemærkede jeg. Vi endte med at lappe den sammen med min morfars tape, så vi kunne læse videre om mænd og kvinder med smukke navne som Isak, Rakel og Rebekka og deres sønner og døtre, som jeg forestillede mig ville ligne hinanden. Ligesom min mormor sagde, at jeg lignede min mor på smilet. Hun sagde aldrig, at jeg lignede hende selv, men jeg håbede det, for jeg så op til min begavede, viljefaste mormor. Takket være hende har Kristendommen aldrig været mig fremmed. Da hun døde i 2012, arvede jeg min første bibel og mit bedste minde om hende.

Bo Lidegaard om Optegnelser fra Det Døde Hus af Fjodor Dostojevskij:
Jeg læste bogen da jeg var ganske ung og forelsket i den kvinde, som også nu er den retmæssige ejer af bogen. Den er bind 16 i en udgave af Dostojevskijs samlede værker i Ejnar Thomassens oversættelse, jeg gav hende i 18-års fødselsgave, og som siden har haft fast plads i vores reol. Det var en før-og-efter-læseoplevelse, og der er ikke mange dage i mit senere liv, hvor jeg ikke i mine tanker er søgt tilbage til det, som på samme tid er en reportage fra menneskets dybeste fornedrelse og en ukueligt optimistisk hyldest til livet og til kunsten, som det sidste et menneske klynger sig til, inden det går til grunde. 

Optegnelser fra Det Døde Hus bygger på Dostojevskijs oplevelser som tugthusfange i Sibirien i en ostrog, en fangelejr. Forfatteren blev i 1849 dømt til døden og stillet for henrettelsespantalonen, men den skød med løst krudt, og Dostojevskij blev i stedet sendt fire år i Sibirisk tugthus sammen med nogle af tidens værste forbrydere. Brutaliteten var ufattelig, den menneskelige fornedrelse total og chancen for at overleve lille, ikke mindst for en splejset, intellektuel forfatter, der ovenikøbet blev straffet for en politisk forbrydelse. 

Bo Lidegaard_foto_karsten_bundgaardFoto: Karsten Bundgaard

Dostojevskijs optegnelser fra dette virkelige helvede, der i litterær form blev udgivet i hans eget tidsskrift 1860-62, viser, hvordan han overlevede ved at bevare en urokkelig tro på mennesket, selv i dets mest rå udgave, men først og fremmest ved selv at blive den, der skabte håb blandt de fortvivlede ved at repræsentere det, de hungrede efter mere end alt andet: kunsten og gennem den det håb om frihed, der holdt hver især oppe. 

Bogen er ikke en fremadskridende historie, men har karakter af spredte optegnelser, noter og refleksioner over situationer, vogtere og medfanger, der for de flestes vedkommende havde begået de værst tænkelige forbrydelser. Alligevel tegner den et billede af Dostojevskijs egen tilpasning til det uudholdelige, og især af hans rolle i at gestalte det, som bliver bogens røde tråd, forberedelsen af en teaterforestilling, som mod alle odds og under ufattelige afsavn fra mennesker, der intet havde at miste, blev forberedt af fangerne og opført en jul til uendelig befrielse for alle. 

Skildringen af menneskets selvopholdelsesdrift og af den glæde, selv den mest forhærdede forbryder finder ved kunsten og den fælles bestræbelse, er et på en gang rystende og uendelig opløftende vidnesbyrd om, hvad kultur, kunst og fællesskab betyder for mennesket: selv om vi rummer forråelsens mulighed, er driften mod lyset og kærligheden stærkest.      

Udstillingen er åben: mandag-fredag kl. 10-19, lørdag 10-18.