Historien om den ideelle amerikaner

Forfatter: Tom Buk-Swienty

Da Jacob August Riis døde den 26. maj 1914 var det en stor historie i amerikansk presse. Det toneangivende dagblad New York Times skrev på forsiden, at man hermed havde mistet den medborger, som præsident Theodore Roosevelt kaldte for sin ”ideelle amerikaner”. Og netop Roosevelt var en af mange amerikanere, der var i dyb sorg over meddelelsen om den 65-årige dansk-amerikaners død. Da Roosevelt fik beskeden, befandt han sig på Union Station i Washington D.C. Han ilede straks til det nærmeste telegrafkontor, hvor han lod disse linjer sende til Riis’s enke: ”Jeg er i en større sorg, end jeg kan beskrive. Det er som om, jeg har mistet min egen bror.”

Et af de mange usædvanlige aspekter ved Riis’s liv var det nære venskab den danske indvandrer fik med den senere præsident Theodore Roosevelt. Da Roosevelt var en ung politipræfekt i New York i midten af 1890’erne, havde han opsøgt Riis, som på det tidspunkt var en kendt journalist og samfundsrevser. I 1890 var han slået igennem som forfatter med reportagebogen, How the Other Half Lives (1890), der beskrev de elendige forhold cirka en million indvandrere levede under i lejekasernerne i Lower East Side.

Med bogen gik han i krig mod slummen, og hans reformarbejde fik for alvor vind i sejlene, da han fik Theodore Roosevelt som sin allierede.

I to intense år – 1895-97- fungerede Riis som en slags slumturguide for Roosevelt. Mange nætter drog de ud på ekspeditioner i slummen – og på disse ture planlagde de, hvordan de kunne bekæmpe de elendige forhold, de var vidne til.

Sammen fik de i 1897 presset bystyret til at rive det mest tætbefolkede og mest berygtede slumområde, Mulberry Bend, ned. Og sammen fik de lukket de usle politiherberger, hvor desperate vagabonder søgte ly, men i stedet for at finde en hjælpende hånd, blev vagabonderne ofte her udsat for vold og misbrug af politibetjentene.

Riis var således – og i høj grad i kraft af sit venskab med Roosevelt – meget andet end en socialt indigneret reporter og fotograf: Han var en politisk spiller, der satte direkte fingeraftryk på det amerikanske samfund.

Når det er umuligt ikke at blive dybt fascineret af historien om Riis selv så mange år senere, skyldes det, at der synes at være så mange utrolige sider ved hans liv, at det kun kan ses som et bevis på, at virkeligheden kan overgå selv den vildeste fantasi.

Riis blev født i Ribe i 1849. Han var søn af en latinskolelærer, og faderen, den veluddannede Niels Edvard, havde store forhåbninger til at sønnen også ville blive akademiker. Men nej. Riis kunne ikke sidde stille i skolen. Fik elendige karakterer, var rebelsk – og til sin fars store sorg opgav den unge Riis at gå i skole. I stedet blev han arbejdsdreng. Også dette skulle vise sig ulykkeligt. For dels kunne han ikke lide håndværksarbejdet. Dels forelskede han, der på det tidspunkt var bare 15 år, sig i en pige, som kom fra Ribes rigeste hjem. Hun var byens mægtige fabrikants steddatter, og var der noget denne overklassepige, Elisabeth, ikke interesserede sig for, var det arbejdsdrengen Riis.

På grund af ulykkelig kærlighed udvandrede han til USA i 1870, hvor han, som man skriver i eventyrene, først skulle grueligt meget igennem, før det kom til at gå ham godt. Han var ved at gå til grunde i de elendige lejekaserner i New York; var tæt på at sulte ihjel og blev fornedret i en sådan grad, at han overvejede at begå selvmord.

Men Riis fik, som det hedder, trukket sig selv op ved hårrødderne, og fik ved lidt af et lykketræf tilbudt en stilling som reporter på et nyhedsbureau. På det tidspunkt var han 23 år. Riis fandt nu sit kald.

Riis viste sig at have talent for at skrive. Han steg i graderne som journalist og blev efter få år politireporter på en af USA’s mest anerkendte aviser, New York Tribune. Som politireporter kom Riis igen til at stå ansigt til ansigt med New Yorks slum: Denne gang som observatøren. Han blev besat af at skrive om slummen; af at vise, hvor elendigt her var. Og som et redskab til netop at vise, hvordan her så ud, brugte han fotografiet. Ideen til at blive fotograf fik han, da han i 1887 læste om forløberen til blitzlyset, bliztlichtpulveret. Hvis man kunne fotografere de mørkeste kroge, kunne man også vise verden de mørkeste kroge, ræsonnerede Riis.

Riis viste sine fotos i store velbesøgte lysbilledforedrag og de dannede forlæg for de stregtegninger, som blev afbildet i How the Other Half Lives.

Hermed indskrev Riis sig i historien som den første socialdokumentariske fotograf. Men mest af alt blev han i sin samtid kendt som Roosevelts ”ideelle amerikaner”. Ideel var Riis ifølge Roosevelt, fordi han på så mange fronter – som borger, reformist, skribent, foredragsholder og som fotograf – viede sit liv til at kæmpe for at gøre USA til et bedre sted.

Og nå ja, så vandt han i øvrigt også prinsessen, Elisabeth, til sidst. Men det er en helt anden historie.

 

---------------------------------------------------
Tom Buk-Swienty, forfatter, journalist og lektor udgav i 2005 biografien om Riis, Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal). Bogen er netop udkommet på det amerikanske marked under titlen The Other Half. The Life of Jacob Riis and the World of Immigrant America (W.W. Norton).