The Art of Conversation

Samtaler, musik, vin, mad

fredag 13. september 2013 kl. 14:00 Den Sorte Diamant

14:00-22:00

BEGIVENHED PÅ FACEBOOK
Twitter: #ArtOfConvo

Fordi vi er trætte af at høre folk skændes i tv og radio, har vi lavet en hommage til den skabende samtale. Imod alle journalistiske grundprincipper mødes en række mennesker, som er enige, på scenen i Den Sorte Diamant. Vi vil udforske og afprøve den gode samtale og har stillet en række danske forskere, politikere og meningsdannere spørgsmålet: Hvem vil du allerhelst have en samtale med om det, der ligger dig allermest på hjerte? Tyske Jan-Werner Müller og franske Jacques Rancière er hovednavnene.

Tidligere minister og folketingsmedlem Ritt Bjerregaard har inviteret sociolog Henrik Dahl til en samtale om magt i og uden for politik. Professor i sexologi Christian Graugaard har valgt professor og sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen til en samtale om sundhed og normalitet. Tidligere fodboldlandsholdsspiller og filosof Asbjørn Sennels har valgt at tale med forfatter og litteraturkritiker Klaus Rothstein om, hvad samfundet egentlig kan bruge fodbold til. Og så har nudging-ekspert Pelle Guldborg Hansen inviteret filosof-kollega Vincent Hendricks på scenen - de to har sammen skrevet bogen Oplysningens Blinde Vinkler, som bl.a. stiller spørgsmålet: hvorfor fører mere information ikke nødvendigvis til bedre beslutninger? På programmet er desuden lektor Isak Winkel Holm, der vil diskutere den allestedsnærværende trussel om katastrofer med journalist, ph.d. og forfatter Lone Frank, og journalist og forfatter Martin Kongstad vil tale med psykoterapeut og forfatter Maria Marcus om parforhold.

Jan-Werner Müller: Populisme og demokrati i dagens Europa
Det er alment kendt, at populismen er på fremmarch – ikke mindst i Europa. Men hvad er populisme? Til denne samtale i Diamanten med journalist Torsten Jansen vil den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller granske de historiske forudsætninger for, hvordan vi skal forstå den europæiske populisme. Det nye og bekymrende i disse år er ifølge Müller, at den grundlæggende sociale kontrakt i flere lande ikke længere ses som legitim og uantastelig. Arrangeret i samarbejde med Goethe Institut.

Jacques Rancière: Hadet til demokratiet
En af Europas mest toneangivende filosoffer, Jacques Rancière, stiller i den nyoversatte bog Hadet til demokrati den provokerende diagnose, at bl.a. de demokratiske regeringsledere nærer et grundlæggende had til deres eget system. Eliterne og de priviligerede hader ikke demokratiet som styreform, men det demokratisk samfund med dets uorden og åndløse forbrug. Demokrati, siger Rancière, er grundlæggende den skandale, at alle har ret til at herske. Rancière fortæller i en samtale med lektor og kunsthistoriker Mikkel Bolt om sin tvivl på demokratiet og sin idé om, at politik skal være et supplement til et handlende folk i opposition.

I café øieblikket og atrium sørger dj’s dagen igennem for den rette stemning, når du vil tage en pause fra de store tanker, drikke en øl, spise noget mad og måske forsøge dig med en skabende samtale med en af de andre gæster?

BIlLLETTER

Studerende gratis - UDSOLGT

Standard 120,- 
Køb billet online, i Fona-butikker eller i Diamantinformationen i Den Sorte Diamant

PROGRAM
14:00
dørene åbner

14:30 Fodboldfilosofi Asbjørn Sennels & Klaus Rothstein
15:15 Katastrofer Isak Winkel Holm & Lone Frank
16:00 Populisme Jan-Werner Müller & Torsten Jansen

17:00 kaffepause

17:15 Normalitet Christian Graugaard & Bente Klarlund Pedersen
18:00 Parforhold Martin Kongstad & Maria Marcus

18:45 spisepause

19:30 Demokrati Jacques Rancière & Mikkel Bolt
20:30 Magt Ritt Bjerregaard & Henrik Dahl
21:15 Informationsoverload Pelle Guldborg Hansen & Vincent F. Hendricks

22:00 program slut

I atrium
14-16 Christian d’Or
16-18 Rasmus Behncke
18-20 Rosa Lux
20-22 Entree

Vært: Uffe Paulsen, Students Only!

 

Asbjørn Sennels
Tidligere fodboldspiller i Brøndby og på landsholdet, cand.mag. i idéhistorie og kunsthistorie, foredragsholder, smagsdommer på DR2 og underviser.

Klaus Rothstein
Kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, redaktør og studievært på DR P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

 Isak Winkel Holm
Forfatter og lektor ved Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Kulturformidling og forsker i moderne litteratur- og kulturteori og har blandt andet arbejdet med katastrofer som kulturelt fænomen.

Lone Frank
Videnskabsjournalist ved Weekendavisen og videnskabsformidler med en række bøger og tv-programmer bag sig, med særlig interesse for hjernen, gener, evolution og samspillet mellem naturvidenskab og kultur.

 Jan-Werner Müller
Internationalt anerkendt Princeton-professor med speciale i moderne politisk teori, politisk kommentator ved The Guardian og forfatter til en række værker om politik, demokrati og populisme.

 Torsten Jansen
En af Danmarks mest fremtrædende journalister inden for international politik og public affairs, tidligere nyhedsvært på TV Avisen, udlandschef og USA-korrespondent for Danmarks Radio.

 Christian Graugaard
Danmarks første professor i sexologi, formand for Sex og Samfund, digter, litteraturanmelder og forfatter til en række bøger om krop og seksualitet.

Bente Klarlund Pedersen
Professor, overlæge og sundhedsekspert med egen brevkasse i Politiken og forfatter til en række bøger om sundhed og livsstil.

Martin Kongstad
Journalist, madanmelder og klumme- og kulturskribent, tekst- og
manuskriptforfatter til film, tv, teater, reklame og musik, senest romanforfatter med Fryser jeg, der går i kødet på parforholdet.

Maria Marcus
Seksualitetens grand old lady, terapeut, sexolog, forfatter, rødstrømpe, der lagde ud med at skrive om s/m-sex midt i kvindekampen og nu taler åbent om (sex)livet i kørestol.

Jacques Rancière
En af Europas mest toneangivende filosoffer, der i sin nyoversatte bog stiller den provokerende diagnose, at eliten og de privilegerede hader demokratiets uorden og åndløse forbrug.

Mikkel Bolt
Kunsthistoriker og forfatter, der i en række bøger og mere end 100 artikler på 11 sprog har skrevet om politisk kunst, aktivisme, billedpolitik og revolutionære traditioner.

Ritt Bjerregaard
Fremtrædende socialdemokrat med poster som EU-kommissær, undervisnings-, social- og fødevareminister og københavnsk overborgmester bag sig, nu pensioneret, men ufortrødent engageret.

Henrik Dahl
Sociolog, samfundsdebattør, livsstilsforsker og forfatter, der med sine bøger og jævnlige avisartikler skaber røre i den danske samfundsdebat.

Pelle Guldborg Hansen
Adfærdsforsker med fokus på spilteori og nudging, stifter af Danish Nudging Network og sammen med  Vincent Hendricks forfatter til bl.a. bogen Oplysningens Blinde Vinkler.

Vincent Hendricks
Professor i formel filosofi på Københavns Universitet, forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør, chefredaktør på det internationale filosofitidsskrift Synthese.

Arrangeres i samarbejde med:
philosophy-now

goethe-institut

Institut Français du Danmeark