Må Det Kgl. Bibliotek låne dit brev?

Et brev skrevet af Søren Kierkegaard til hans forlovede Regine Olsen
Et brev skrevet af Søren Kierkegaard til hans forlovede Regine Olsen

Kan du huske det dér kærestebrev, som du fik i spisefrikvarteret af Anders? Satte du kryds i feltet ja, nej eller måske? Dét brev vil vi rigtig gerne udstille i Den Sorte Diamant!

Det Kgl. Bibliotek rummer en kæmpe samling af breve fra store personligheder, kunstnere og forfattere. Vidste du, at vi f.eks. har mange breve til og fra H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen?


Nu vil vi også gerne låne dit brev.

Vi søger fødselsdagsbreve, kærestebreve, breve fra din penneven, din mormor, din onkel eller din bedste ven. Eller lige netop det brev, som har rørt dig, frustreret dig eller gjort dig rigtig glad. Det kunne også være et brev, som du selv har skrevet, men aldrig fik sendt.

Dit brev vil blive en del af vores kommende pop-up udstilling om breve, som åbner i slutningen af januar, og vil blive udstillet sammen med andre indsendte breve og breve fra bibliotekets samlinger.

Udstillingen er en del af bibliotekets store fokus på brevgenren med brevforestillinger, hvor kulturpersonligheder eller skuespillere genopliver egne eller andres breve. Derudover hylder biblioteket brevet med brevskrivningskoncerter, hvor den gamle læsesal fyldes af stemningsfuld musik og ivrige brevskrivere.

Sådan indsender du dit brev:

Send en scanning eller tag et foto af brevet med enten et kamera eller din telefon og send det på mail til leek@kb.dk (til Lene Eklund-Jürgensen) senest den 10. januar 2018. Sammen med billedet skal du skrive lidt om brevets indhold, hvornår du har modtaget brevet, hvem der har skrevet det, og meget gerne, hvorfor du har udvalgt netop det brev.