Musik og Kulturradikalisme

fredag 18. september 2015 kl. 20:00 Dronningesalen


To vigtige kulturbegivenheder i 30´ernes Danmark afspejler sig i denne aftens musik:

Poul Henningsens Danmarksfilm, der blev bestilt af udenrigsministeriet i 1932 og som fik premiere i 1935,  samt urpremieren på Bertold Brecht og Hanns Eislers teaterstykke Rundhoder og Spidshoder på Riddersalen 1936.

Til Danmarksfilmen valgte Poul Henningsen Bernhard Christensens swingende jazzmusik som ledsagelse til billeder af det moderne, produktive, arbejdende Danmark. Det skete i et opgør med det nationalromantiske billede af Danmark som et idyllisk lilleputland, men også som et forsøg på at vaccinere Danmark mod den nationalisme og racisme, der lå til grund for den tyske nazisme.

Musikken til Danmarksfilmen blev indspillet som lydside til filmen og er i dag kun bevaret i rekonstruerede versioner af filmen. Derfor er den kun kendt i meget dårlig lydkvalitet. Heldigvis er Bernhard Christensens håndskrevne partitur, skrevet med blyant på billigt nodepapir, en af de skatte, der er bevaret på Det Kongelige Bibliotek. Vi kan derfor ved koncerten for første gang genopføre musik til Danmarksfilmen i den originale besætning.

Der vil blive vist udsnit af Danmarks-filmen, dels med den ”gamle musik” og dels med live-musikken.

Bertolt Brechts skuespil Rundhoder og Spidshoder sætter fokus på de nazistiske raceteorier og forsøger at afsløre dem som bluff: Når det kommer til stykket, er det de rige, der vinder, og de fattige, der må betale prisen. Musikken blev skrevet af Brechts nærmeste medarbejder i 1930’erne, Hanns Eisler, og Brecht var lige som Poul Henningsen meget opsat på at understrege, at musikken bidrog med en væsentlig del af budskabet. Eislers usentimentale og kommenterende musik skabte distance til den musik, nazisterne brugte, når de skulle rive folk med. Eisler skrev musik, hvor man ikke skulle efterlade hovedet i garderoben sammen med sin hat.

Det meste af musikken blev skrevet i 1934, mens Hanns Eisler i to omgange opholdt sig i Svendborg sammen med Brecht. Brecht boede i sit hus ved Skovsbostrand, og Eisler lejede sig ind i nærheden. Man kunne ikke høre musikken i originalbesætning i København i 1936, fordi Riddersalen var så lille et teater, at der ikke var plads til ensemblet. Der var måske også finansielle problemer… Musikken blev derfor spillet i en transskription for to klaverer.

Dette ønsker Det Kongelige Bibliotek nu at rette op på ved at opføre musikken, der er udgivet i den samlede Hanns-Eisler-udgave, for første gang i København i den form, der var den tiltænkt.

Desuden medvirker Oktoberkoret med sange komponeret til tekster af Bertolt Brecht.

Program:

Otto Mortensen (1907-1986): R. T.-sangen (1933)

Udsnit fra PH’s Danmarksfilm (1935)

Oktoberkoret opfører et udvalg af Håkan Carlsson ”Svendborger Gedichte” med tekst af Bertold Brecht (1933-1939)

Udsnit fra Hanns Eislers: Rundhoder og Spidshoder (1934/1936)

Medvirkende:

Helene Gjerris, mezzosopran

FIGURA Ensemble

The Orchestra

Koncertintroduktion: Den kulturradikale utopi, eller: Hvordan musik kan ændre verden

fredag 18. september 2015 kl. 19:00

Blixen

Gratis for publikum med billet til koncerten
OBS: Der er et begrænset antal pladser i Blixen, så kom i god tid

Koncerten præsenterer værker, der har det til fælles, at de ønsker at musik skal være med til at forandre verden. Det er en central forestilling i den kulturradikale tænkning, som indebærer en kobling mellem troen på den moderne kunsts nødvendighed og ønsket om at kommunikere med et stort publikum. Er det en utopi, eller kan musik, når man komponerer og bruger den på den rigtige måde, opnå sådanne resultater?

Koncerten er bygget op omkring to ikoniske værker fra 1930erne, som fik premiere i København, og begge med amputeret musik. Det ene er Bertolt Brechts skuespil Rundhoder og Spidshoder, hvor Hanns Eislers musik blev opført på to klaverer til urpremieren i København 4. november 1936 samtidigt med at Bertold Brecht var bosat i Svendborg. Det andet er Bernhard Christensens musik til Poul Henningsens Danmarksfilm, der allerede før premieren blev klippet om, men som med ledsagende swingende jazzmusik var et opgør med det nationalromantiske billede af Danmark som et idyllisk lilleputland, og et forsøg på at vaccinere Danmark mod den nationalisme og racisme, der lå til grund for den tyske nazisme.

Her tager vi revanse og opfører uddrag af musikken i dens originale form. Desuden medvirker Oktoberkoret med nye Brecht-kompositioner, der viderefører traditionen fra 1930’erne.

Michael Fjeldsøe er professor i musikvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. I 2013 blev han dr.phil. på afhandlingen Kulturradikalismens musik, der er udgivet i Det Kongelige Biblioteks bogserie. 

Standard 165 kr.
Diamantklub 125 kr.
Studerende 90 kr.

KØB BILLET

Diamantklubmedlemmer kan bestille billetter på
9132 4888. Husk medlemskort ved afhentning.
Bestilte billetter skal afhentes senest 14 dage
efter bestilling.
  Månedligt nyhedsbrev:
Kultur i Diamanten


Følg os:
Instagram