Historien bag DiamantEnsemblet

Sidst opdateret: 08-05-2012 11:07

DiamantEnsemblet spiller omkring ti koncerter om året – de fleste i Dronningesalen. Idéen til ensemblet opstod, da solo-oboist Max Artved med en flok blæser- og strygervenner havde spillet et par koncerter i Dronningesalen tilbage i 2002:

”Vi havde det afsindig sjovt med de koncerter. Og pludselig slog det mig, hvorfor Det Kongelige Bibliotek ikke havde sit eget kammerensemble, når nu stedet – Diamanten – har denne helt unikke koncertsal,” fortæller Max Artved, som straks gik til Det Kongelige Bibliotek med sin undren.

Musikproducent og husets programudvalg var med på idéen. Alle var dog klar over, at et DiamantEnsemble var økonomisk urealistisk, medmindre en privat sponsor ville finansiere.

Det blev Siemens, der også havde sponsoreret DR Symfoniorkesterets optræden på Salzburg festivalen, der gjorde DiamantEnsemblet til en realitet i foråret 2004. I dag har Siemens fået selskab af Beckett-Fonden, Oticon Fonden og Knud Højgaards Fond. Dermed kan ensemblets ti musikere også i fremtiden fortsætte med at lave koncerter i Dronningesalen med den slidstærke kammermusik i centrum.

Sæsonen 2010-2009 har været indrammet af Schumanns musik, da 2010 er 200 året for Schumanns fødsel. Det var den herboende armenske pianist Marianna Shirinyan, der sammen med ensemblet indledte sæsonen smukt med Schumanns klaverkvintet i Es-dur. Nu fejrer vi igen komponisten i den sæsonens allersidste koncert d. 20. april. Her kan man glæde sig til Schumanns Strygekvartet i A-dur - foruden både Mendelssohns Strygeoktet i Es-dur - som vi har indkaldt ekstra strygervenner til - og Rheinbergers fine Nonet i Es-dur.

Vi kan også allerede se tilbage på en sæson, der har stået i de internationale talenters tegn. Den pælestinesisk-israelske pianist Saleem Abboud Ashkar spillede klaverkvintetter af Beethoven og Mozart med stor succes og for en fuldstændig udsolgt sal. Og så kan vi prale af besøg fra den danskfødte virtuos Nikolaj Znaider, som bl.a. spillede med i Mozarts Strygekvintet i g-mol på sin Guarneri del Gesu. Ikke dårligt.

Næste sæson fortsætter naturligvis traditionerne, og vi glæder os til at præsentere vores elskværdige publikum for nye koncerter med DiamantEnsemblets inspirerede musikere. De spiller musik uden holdbarhedsdato, både med hinanden og sæsonens stjernegæster. Hvem og hvornår er endnu hemmeligt og i støbeskeen, men hold udkig efter vores koncertprogram. Det ankommer medio juli og løfter sløret.

Vel mødt i Dronningesalen!