Max Artved & Jørgen Emborg: Unfaithful
Sidst opdateret: 31-10-2012 14:05CD release
lørdag 17. november 2012 kl. 17:17 AtriumDiamantEnsemblets leder Max Artved og jazzpianisten Jørgen Emborg har arbejdet længe på deres fælles cd Unfaithful. Nu udkommer den!
Lørdag den 17. november udkommer Jørgen Emborg og Max Artveds cd Unfaithful. En stor del af cd’ens titler blev præsenteret ved DiamantEnsemblets koncert november sidste år, og mange publikummer har igennem de sidste måneder spurgt til udgivelsesdagen. Nu sker det, og det bliver markeret i DiamantEnsemblets omgivelser – i Den Sorte Diamants atrium lørdag d. 17. november kl. 17:17.
Et musikalsk kærlighedsforhold
Max Artved fortæller om tilblivelsen af cd’en:
”Titlen var min idé og skulle vise den fascination, vi begge føler for hinandens musik. Unfaithful, eller utro, må man jo normalt ikke være. Men inden for musikken kan man jo godt tillade sig et kærlighedsforhold til en genre man ellers ikke til hverdag ”deler sin tilværelse med”. Sådan begyndte det, da jeg i 2011 ringede til Jørgen og spurgte, om han ville vove sig ud på usikker grund sammen med mig. Prøve at ramme en stil, hvor vi begge kunne yde noget af vores bedste, men som ikke var musik, som den vi plejer at spille.”
Hverken jazz eller klassisk
”Musikken blev til Clazz Music. En blanding af jazz og klassisk, eller måske rettere: hverken jazz eller klassisk, ” siger Max Artved, og afslutter: ”Det er jo set før, det ved vi godt, og på den måde ikke noget nyt under solen. Denne cd er vores bud på stilen mellem jazz og klassisk. Vi har nydt at være ”utro”. Vi håber at kunne dele vores glæde ved musikken på cd’en med så mange som muligt.”
Lørdag d. 17. november kl. 17:17 spiller Artved og Emborg et par numre fra cd'en, og der er øl eller sodavand og mulighed for at erhverve sig den nye cd for en særlig introduktionspris.
Lyt til en lille smagsprøve fra cd'en: www.jorgenemborg.dk/unfaithful.asp
Gratis adgang

