John Cage 100 år
Sidst opdateret: 20-08-2012 15:19Boglancering. Karl Aage Rasmussen: Tilfældighedernes spil - veje til John Cage
onsdag 5. september 2012 kl. 17:00 Blixen|
Stilhed eksisterer ikke – der er altid noget at opleve, noget at lytte til; lyde er interesante i sig selv, ikke kun når vi kalder dem musik. Den amerikanske komponist John Cage (1912-1992) voksede tidligt i sit liv ud af - eller rettere: ud over - rollen som komponist og udviklede sig til en af de mest indflydelsesrige kunstnere i de 20. århundrede. Han har efterladt sig tydelige spor både i billedkunst, digtning, dans og arkitektur, naturligvis ikke mindst i USA. På musikkens område er fænomener som minimalisme, performance art, præpareret klaver, slagtøjsorkestre etc. nærmest utænkelige uden Cage, og komponister så forskellige som Stockhausen, John Lennon, Philip Glass, Feldman, Lutoslawski, Laurie Anderson og Tan Dun har henvist til inspiration fra Cage. Hvad der desuden gælder en lang række visuelle kunstnere, f.eks. Andy Warhol, Yves Klein, Joseph Beuys og Chris Burden. På John Cages 100 års fødselsdag onsdag 5. september udkommer Karl Aage Rasmussens bog Tilfældighedernes spil - veje til John Cage, hvor forfatteren tegner et portræt af mennesket Cage og beskriver den tankemæssige og psykologiske baggrund for hans omfattende livsværk og hans afvisning af det traditionelle musik- og kunstbegreb. I den forbindelse vil Karl Aage Rasmussen fortælle om de sjældent omtalte, meget personlige livsoplevelser der kom til at danne baggrund for Cages tænkning og kunstsyn. Han vil desuden berette om sine personlige møder med mennesket Cage. John Cage mente at ting som blot sker, ofte er mere interessante end ting, som er nøje planlagt. Han ville skabe en kunst uden hensigter, og som metode valgte han tilfældighed. Man kan få den tanke, at når vor dagligdag er så bugnende fuld af musik – i hjemmet, i bilen, i elevatoren, på kontoret, i kantinen, i stormagasiner, i banker eller fly osv. – så er forklaringen slet ikke kærlighed til musik, men frygt for stilhed – en stilhed der symboliserer tomhed, forladthed, ensomhed. Cage gjorde enkelt og ligetil opmærksom på, at stilhed ikke eksisterer, at der altid er noget at opleve, noget at lytte til; og at lyde er interesante i sig selv, ikke kun når vi kalder dem musik. Arr: Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med forlaget Gyldendal |
Der er gratis adgang. Arrangementet varer ca. en time |

