Geert Mak

The Netherlands

mandag 21. februar 2011 kl. 20:00 The Que

International Forfatterscene

Mød den verdensberømte nederlandske forfatter og journalist Geert Mak (f. 1946).

Geert Mak er en formidabel historieformidler og en af Nederlandenes absolut bedst sælgende forfattere. De seneste 10 år har Mak, der lever som forfatter og journalist i Amsterdam, skrevet en række bøger, der alle behandler Europa før og nu. Indtil videre er to af dem oversat til dansk.

I 2009 udkom Maks fortælling om hans families historie gennem tre generationer Min fars århundrede på dansk. Både den og hans hovedværk Europa (på dansk i 2010) er af enige anmeldere blevet kaldt mesterværker, og har markeret Geert Mak som en af de største fortællere om Europa. Nu får hans danske publikum en enestående chance for at møde ham på International Forfatterscene, når han bliver interviewet af Bjørn Bredal, forfatter og lederskribent på Politiken.

I Europa følger Mak de spor, som det 20. århundrede har efterladt på vores kontinent. Gennem et helt år rejste Geert Mak på kryds og tværs gennem Europa - fra Verdun til Berlin, fra Skt. Petersborg til Auschwitz, fra Kiev til Srebrenica. Resultatet er en fascinerende rejse gennem hundrede år af vores historie, fra år 1900 til 2000. For hver måned tager rejsen ham et årti videre ind i det 20. århundrede. I januar besøger han Paris, hvor århundredet tager sin optimistiske begyndelse med den store verdensudstilling. I december befinder vi os i Sarajevos ruiner, som markerer det blodige århundredes slutning. Det er en rejse gennem den store historie om det 20. århundredes Europa kombineret med et suverænt instinkt for den menneskelige historie - de detaljer som gør fortiden synlig, håndgribelig og nærværende.

I 2008 modtog Geert Mak den store, europæiske litteraturpris Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung. Prisen er tidligere tildelt forfattere som Ryszard Kapuscinski (Polen), Gerd Koenen (Tyskland), Péter Nádas (Ungarn), Imre Kertész (Ungarn), Claudio Magris (Italien), Michail Ryklin (Rusland) og Slavenka Drakuliç (Kroatien).

Financial Times skrev: “Hans geni som historiker ligger i instinktet for menneskelige historier… Mak er den historielærer, vi alle burde have haft.”

Både Min fars århundrede og Europa er oversat fra nederlandsk af Tove Dueholm Nielsen og udgivet på Tiderne Skifter.

De fascinerende beretninger i Europa blev desuden til en tv-serie med Geert Mak som fortæller (sendt på DR K i 2010). Se alle afsnittene fra tv-serien Europa her: http://ineuropa.nl/  

 
Standard  110 kr.
Studerende 60 kr.
Diamantklub 70 kr.
KØB BILLET ONLINE

Forsalg i Diamantens reception, hos Billetlugen og i Fona-butikker

Diamantklubmedlemmer kan bestille billetter på 3313 3020. Husk medlemskort ved afhentning. Bestilte billetter skal afhentes senest 14 dage efter bestilling. 


Arrangementet foregår på engelsk og varer ca. 1½ time. Efter arrangementet serveres et glas vin og chokolade fra Summerbird

Arrangementet bliver optaget af DR TV   


Tak til:

Forlaget Tiderne Skifter