De Unge og De Tunge, special gastro edition: Den gode, Den onde og Den grusomme
Sidst opdateret: 30-08-2012 12:05 fredag 31. august 2012 kl. 16:30|
Kogebogsforfatter og redaktør, Mia Rudolf, sætter danske kokke i stævne til en snak om dansk madkultur. Dagens udfordring: Den Gode, Den Unge og Den Grusomme. Mød Anders Selmer (Fiskebaren), Gustav Vilholm (Gustavs Bistro) og Mads Rudolf (vinimporten Petillant), der sammen og med stor passion, drev TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker. Med Rasmus Oubæk som køkkenchef, modtog restauranten mod alle odds, fordi den ligesom var klassens frække dreng, en Michelinstjerne i 2004 - dengang det var interessant. Anders Selmer er Den Gode, Gustav Vilholm er med sin forholdsvise nye bistro Den Unge, og Mads er Den Grusomme desertør fra restaurantscenen. Ledsaget af Poul Pilgaard fortæller de tre røverhistorier fra TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker-tiden og får med hver deres vinkel sat restaurationsbranchen og den danske gastronomiske scene i historisk perspektiv. Altsammen over et glas vin eller to. Anders Selmer er uddannet tjener og sommelier og har stor viden omkring vine. Denne viden har han brugt til, i samarbejde med blandt andre Claus Meyer og køkkenchef på Noma, Rene Redzepi, at producere vin fra Lilleø. I 2009 åbnede Anders Selmer og Bagge Algreen-Ussing Kødbyens Fiskebar, som i 2010 modtog michelinguidens udmærkelse for god mad, Bib Gourmand prisen. Gustav Vilholm var medejer af Restaurant TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker, dengang de var rigtig fjollede og havde både Rasmus Kofoed, René Warn og Rasmus Oubæk til at gå og lave mad. Gustav har været sommelier på tostjernede Bagatelle i Oslo og sommelier og tjener på De Gaulle i de gode gamle dage. På Den Sorte Diamants restaurant søren k, var han for en periode sommelier og restaurantchef. Gustav har desuden været lidt på Formel B, lidt på Noma og lidt på Gourmandiet. Han startede i parentes bemærket i køkkenet på Sebastopol, men det er mange år siden. Mads Rudolf har siden 2003 drevet Pétillant, der importerer vine med sjæl produceret af små bønder med ild i håret og brændenældemikstur ud af ørerne. Han er tidligere sommelier, køkkenchef, key account manager, chefopvasker og indehaver af Restaurant TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker, der lukkede i 2007. Mads Rudolf er terroirorienteret traditionalist, der mener, at vin laves af lige dele gode råvarer og godt håndværk, tilsat en smule artisteri. Program for Diamanten Koger! 28. - 31. august, kl. 16.30 - De Unge og De Tunge 28. - 31. august, kl. 18.30 - Smag, Lyt og (K)oplev 29. august kl. 18.00 - Nicolas Joly i samtale med Poul Pilgaard De Unge og De Tunge, special gastro edition er en del af Copenhagen Cooking 2012. Se hele programmet her. |
Gratis |

