Kulturnat 2019 med cirkusstemning i Den Sorte Diamant

Oplev både klovne og artister i spejlkuglens glitren eller drøm dig væk til cirkus i de gode, gamle dage med historiske lydoptagelser, musik og trylleri

fredag 11. oktober 2019 kl. 18:00 - 24:00 I hele bygningen
Spejlkuglen i Atrium
Spejlkuglen i Atrium

Tag med Det Kgl. Bibliotek på opdagelse ind i den forunderlige cirkusverden. Vi fremviser nogle af de mange cirkusgenstande, som vi har liggende, bl.a. plakater, programmer, arkitekturtegninger, fotografier, lyd- & billedoptagelser.

WORKSHOPS OG MINI-UDSTILINGER:
BLIV FOTOGRAFERET SOM SLANGETÆMMER ELLER CYKELARTIST
Det Kgl. Bibliotek har mere end 17 millioner analoge billeder, og mange af dem er digitaliserede og tilgængelige online. Kom og hør om både de historiske billedsamlinger og se, hvordan du søger i Digitale Samlinger.

LAV DIT EGET FORSVINDINGSNUMMER
Af pap og papir kan du i Bevaringsafdelingens kreative værksted lave din helt egen trylleæske.

MAGI OG LINEDANS I DEN GAMLE LÆSESAL
Vi har lavet en særlig oplevelsestur, hvor du kommer rundt i den stemningsfulde, historiske læsesal ved at gå på line.

CIRKUS SØLVFISK
Kom og lær mere om dette fascinerende insekt, der har eksisteret på jorden i millioner af år, og som nu om stunder skal fanges og fjernes, fordi det kan ødelægge den dyrebare kulturarv.

Cirkus Scott foto_holger_ellgaard-wikiCirkus Scott, Stockholm, 1983. Foto: Holger Ellgaard.

CIRKUSNOSTALGI MED GAMLE PROGRAMHÆFTER
Se flotte og sjove cirkusprogrammer og en samling filmprogrammer, der er inspireret af cirkusmiljøet.

ARKITEKTENS VÆRKSTED - CIRKUSBYGNINGEN
Danmarks Kunstbibliotek viser tegninger af Cirkusbygningen i København, som den blev genopført efter branden i 1914. Bygningen blev genopført af Holger Jacobsen.

CIRKUS-LYTTEBIOGRAF
Synk ned i de bløde sæder i koncertsalen og rejs med kendte cirkusfamilier som Benneweis og Miehe tilbage til manegen i Cirkusbygningen 1930-1960 i lyde og billeder. Foran salen kan du høre om bibliotekets særlige cirkussamlinger.

TRYLLERI MED TEST OG ANALYSE
I bevaringslaboratoriet viser konservatorerne, hvordan de bruger sanserne i deres arbejde. Se også, hvordan kemi og teknologi afslører, hvad der er skjult for det blotte øje.


MUSIK OG OPTRÆDENER:
LYDEN AF CIRKUS ANNO 1880
Oplev livemusikken fra en cirkusforestilling helt tilbage fra 1880’erne, med alt hvad det indebærer af fanfarer og traditionel cirkusmusik. Dania Brass Ensembles otte musikere på messingblæsere og slagtøj leverer lyden til manegen.

CIRKUSARTISTER I ATRIUM
Hold øje med de farvestrålende, skæve og fascinerende artister fra Totem Entertainment, når de pludseligt dukker op i deres vilde kostumer.

KLOVNEN TAPË
Oplev klovnen Tapé. Han opfører sit komiske, akrobatiske og jonglerende show, som begejstrer både store og små.


MAD & DRIKKE
CAFÉENS SUPPEKØKKEN

CAFÉEN I DEN SORTE DIAMANT
Pølsehorn, røde sodavand, søde og salte cirkussnacks, varme og kolde drikke – med og uden alkohol - og masser af smil og røde næser.

CAFÉENS POP UP-POPCORNSBAR
Søde og salte cirkussnacks, sodavand, øl og vin 


GRATIS ADGANG TIL ALLE UDSTILLINGER:
Finding beauty - Fotografi af Keld Helmer-Petersen
Cirkelbryder -
et kunstnerisk samarbejde mellem forfatter Ursula Andkjær Olsen og billedkunstner Sophia Kalkau
Abramović Method for Treasures (kun selve grundudstillingen med Det Kgl. Biblioteks skatte)
Havens hundrede Fortællinger - Giovanni Boccaccios Dekameron

✉ Skriv dig op til at modtage Diamantens kulturnyhedsbreve her ✉