KULTURNATTEN 2012: Vand!
Sidst opdateret: 11-10-2012 17:1118-24
fredag 12. oktober 2012 kl. 18:00 Den Sorte Diamant|
I år slår Det Kongelige Bibliotek dørene op for Kulturnatten med temaet: VAND. På den ene side en livgivende, nærmest magisk substans. På den anden side en potentielt altødelæggende kraft af overjordiske dimensioner. Se programmetKom og oplev Det Kongelige Biblioteks Bevaringsafdeling give førstehjælp til vandskadede bøger og lær hvordan du bedst sikrer dine egne bøger, billeder og diverse papirgenstande imod skybrud og andre vandbaserede naturkatastrofer. Du kan også høre, hvordan store samlinger af bøger bliver reddet, når vandmasser engang imellem oversvømmer europæiske storbyer. Kort- og Billedafdelingen vil aftenen igennem stå klar med fortryllende beretninger om historiske stormfloder og landskabsændringer fra den Store Manddrukning fra 1362 og frem til i dag. På Det Kongelige Bibliotek er vi faktisk ret bange for vand. I anledning af Kulturnatten åbner vi op for et sjældent kig ned i Slotholmsbygningens kælder, hvor magasiner med tusindvis af kostbare bøger lever i bedste velgående takket være Det Kongelige Biblioteks lange erfaring med at beskytte imod regnvand, grundvand og vand fra kanalerne. Den Sorte Diamants dristige hældning ud over bølgerne i Københavns Havn, vil helt sikkert opleves på en ny og nervepirrende måde efter en sådan rundvisning. Det handler dog ikke om vand det hele. På Kulturnatten kan du eksempelvis finde din indre videnskabs-detektiv frem i udstillingen DET ER LØGN - Forskerfusk og forfalskninger. Eller gå på kulturel opdagelse i udstillingen Skatte i Det Kongelige Bibliotek og se spektakulære højdepunkter fra den danske - og internationale - kulturarv, fra Blixen til Gutenberg. Du kan også gå på opdagelse i danske bladtegneres skarpe og satiriske udlægninger af Nazismen i Danmark eller høre det fascinerende foredrag om plakater fra kulturrevolutionen i Kina. Og har du interesse for fællessang, er der også mulighed for at blive klogere på den danske fællessangtradition. Aftenen igennem vil Diamanten være indhyllet i en spektakulær lyddekorationen sat i scene af komponist og lydkunstner Louise Alenius Boserup. Lyddekorationen er et episk lydunivers, der på en gang er højtideligt, mystisk og voldsomt, men også rummer det skrøbelige og naive. Et stykke musik med stærke melodiske temaer, der i sin enkelthed kredser om det grimme og menneskets fascination og frygt for alt det, der er så grimt, at man må dække det til og fortrænge dets eksistens. Lyddekorationen kan opleves hele aftenen i forskelige varianter – ved trappeopgangen, foran dametoilettet, og i forskellige hjørner af Diamantens store Atrium. Koncerten er kl. 20.00, 21.00 og 22.00. I løbet af aftenen vil der også være spændende rundvisninger i vores filial på Fiolstræde under sloganen: ”Fiolbiblioteket i tid og rum”, der iscenesætter Fiolbiblioteket som både bygningsværk, universitetsbibliotek og kulturarv. PROGRAM 18.30 Danske fællessange - i skæret af det kendte. Foredrag Kulturarvssalen v. Anne Ørbæk fra Musik- og Teaterafdelingen. 20 min. |
Entré: alle arrangementer på Kulturnatten i Den Sorte Diamant er gratis for gæster med Kulturpas. Kulturpasset kan købes på en række s-togsstationer, museer og biblioteker samt på www.kulturnatten.dk |

