Kulturnat i Den Sorte Diamant

Kl. 18-24

fredag 14. oktober 2011 kl. 18:00 Den Sorte Diamant

Det Kongelige Bibliotek slår dørene op til en aften med performance af Hotel Pro Forma, udstillingsomvisninger, suppekøkken og vinbar. Eksperter fra bibliotekets centre og afdelinger fremviser skatte fra samlingerne og Københavns aktive kanonérer fylder Søren Kierkegaards Plads med bulder og brag.

Besøg Diamanten og oplev en farvestrålende palet af kultur: fra levende stemmer og ladte kanoner, korsang og klassisk bogbinderi til foredrag og fotokunst. Det Kongelige Bibliotek inviterer alle til åbent hus – og et sjældent kig ind bag murene. 

To gange i løbet af aftenen viser Hotel Pro Forma en levende og helt unik performance med tilen Oktobernat og over 50 medvirkende, og a capella-koret Doo Wop fortolker sange af navne som Alicia Keys, Michael Jackson, Tina Dickow og Duffy. Udenfor på Søren Kierkegaards Plads stiller Københavns Aktive Kanonérer kanoner op langs kajen og affyrer salutter hele aftenen.

Der er omvisninger i de aktuelle udstillinger: i Det Nationale Fotomuseums In a lonely Place af den verdensberømte amerikanske fotokunstner Gregory Crewdson, og i den kulturhistoriske udstilling Det Største og Det Mindste - om menneskets plads i universet.

Bevaringsafdelingen har hele aftenen et arbejdende værksted, hvor bibliotekets håndbogbindere og konservatorer fremstiller pergament, og gennem hele kulturnatten vil Diamantens mange eksperter løfte sløret for Diamantens hemmeligheder og fremvise skatte fra bibliotekets samlinger.

Alle arrangementer er gratis for gæster med Kulturpas. Se hvor det kan købes og læs mere om Kulturnatten 2011 på www.kulturnatten.dk

Program
Kl. 18 Aktive kanonérer affyrer kanoner magen til dem fra Kronborg Slot. Hør historien bag mellem affyringerne. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 18-23 Udendørs suppekøkken. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 18-24 Bevaringsafdelingen tryller med farver og mønstre på pergamentpapir. Oplev hvordan man fremstillede pergament i middelalderen. Udlånsbroen i Diamanten
Kl. 18.45 Aktive kanonérer affyrer kanoner magen til dem fra Kronborg Slot. Hør historien bag mellem affyringerne. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 19-24 Læsesal Nord har åbent for gæster. Den gamle biblioteksbygning
Kl. 19-24 Vinbar i Oktogonen, den gamle biblioteksbygning
Kl. 19-21 Eksperter fra bibliotekets specialcentre fortæller og viser skatte frem fra samlingerne. Alle foredrag foregår i Foredragssalen
Kl. 19 Musik- og Teaterafdelingen ved Anne Ørbæk Jensen
Kl. 19.30 Orientalsk og Judaistisk Afdeling ved Eva-Maria Jansson
Kl. 20 Kort- og Billedafdelingen ved Mette Kia Krabbe Meyer
Kl. 20.30 Håndskriftafdelingen ved Anders Toftgård
Kl. 19-19.20 Doo Wop-koret synger. Tværbroen i Diamantens atrium
Kl. 19.30 Aktive kanonérer affyrer kanoner magen til dem fra Kronborg Slot. Hør historien bag mellem affyringerne. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 20-20.30 Oktobernat, levende performance skabt af Hotel Pro Forma med over 50 medvirkende, baseret på Johannes V. Jensens novelle af samme navn. Travelatorerne, Diamanten
Kl. 20.45 Aktive kanonérer affyrer kanoner magen til dem fra Kronborg Slot. Hør historien bag mellem affyringerne. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 21-21.30 Oktobernat, levende performance skabt af Hotel Pro Forma med over 50 medvirkende, baseret på Johannes V. Jensens novelle af samme navn. Travelatorerne, Diamanten
Kl. 21.30 Omvisning i udstillingen Gregory Crewdson – In a Lonely Place ved museumsinspektør Jens Erdman Rasmussen. Det Nationale Fotomuseum. Henvendelse i receptionen
Kl. 21.30-21.50 Doo Wop-koret synger. Tværbroen i Diamantens atrium
Kl. 21.55 Aktive kanonérer affyrer kanoner magen til dem fra Kronborg Slot. Hør historien bag mellem affyringerne. Søren Kierkegaards Plads
Kl. 22.30-22.50 Doo Wop-koret synger. Tværbroen i Diamantens atrium
Kl. 22.30 Omvisning i Det største og det mindste – en udstilling om menneskets plads i universet ved udstillingsproducent Christina Back. Montanasalen, Diamanten. Henvendelse i receptionen

 Mere om Diamantens indslag på Kulturnatten


 

Oktobernat – en performance af Hotel Pro Forma
Til Kulturnatten i Det Kongelige Bibliotek kan du opleve en levende og helt unik performance med over 50 medvirkende skabt af Hotel Pro Forma særligt til Diamanten denne ene aften. Hotel Pro Forma har valgt en novelle fra Det Kongelige Biblioteks samlinger: Oktobernat skrevet af Johannes V. Jensen (fra Himmerlandshistorier, 1898). Teksten fremføres som en fortløbende fortælling oplæst af mange forskellige stemmer. Stemmernes forskellighed, klang og betoning giver sammen med det levende menneskebillede betydning til fortællingen. De medvirkende er ikke skuespillere, men de er mennesker, som vi kan møde hver dag. Hverdagen ophøjes til en iscenesat billedfortælling, hvor sproget blander sig med det personlige, og det almene bliver universelt.

Doo Wop-koret stemmer i og sød musik opstår
Det Kongelige Bibliotek fortsætter succesen med stemningsfulde musikalske indslag i Den Sorte Diamant på Kulturnatten. Doo Wop koret er et acapella-kor med sjæl! Koret synger nyere rytmisk musik flerstemmigt. Melodien skifter mellem alle stemmer og soloer bliver kastet ind med musikalsk overskud. Doo Wop fortolker og formidler sangene og stemningen i dem på en unik måde – ”med sjæl”. For tiden synger koret numre som fx Empire state of mind af Alicia Keys, Black or white af Michael Jackson, In the red af Tina Dickow og Mercy af Duffy.

Pergament og gamle bogbinder-traditioner
Design og farver har altid været en del af boghåndværket. I Diamantens atrium viser håndbogbindere og konservatorer hvordan alkymisterne tryllede med farver og mønstre på papir. Få en sjælden mulighed for at se, lugte og føle hvordan pergament bliver fremstillet, og hvordan det blev brugt i middelalderens bøger og hør om, hvordan teknikerne bruges af Bevaringsafdelingens håndbogbindere i dag, når vi holder de ægte håndværkstraditioner i live.
Pergament er lavet af hud fra dyr og der kunne snildt blive brugt over 100 dyrehuder på én enkelt bog. Kom også og se, hvordan bogen blev hæftet og hvordan man brugte farver og guld til at fremstille detaljerede miniaturebilleder og illuminationer.

Bulder og brag med Aktive Kanonérer
Aktive Kanonérer fylder Søren Kierkegaards Plads med bulder og brag, når der i løbet af aftenen affyres kanoner magen til dem fra Kronborg. Mellem salutterne har publikum lejlighed til at komme tæt på kanonerne, se det smukke håndværk og høre historier om kanonerne. Publikum kan fx høre om tidligere tiders krigsførelse, hvordan man fremstillede kanoner og tilbehør til dem, hvorfor man saluterede – og om 'kanonsproget' - og hvordan sortkrudt og forladekanoner fungerer. Aktive Kanonérer skyder kun salut, aldrig med skarpt og en del af sporten er at affyre skud så præcist som muligt.

 

Entré: alle arrangementer på Kulturnatten i Den Sorte Diamant er gratis for gæster med Kulturpas. 

Kulturpasset kan købes på en række s-togsstationer, museer og biblioteker samt på www.kulturnatten.dk

Se også hvad restauranten i Den Sorte Diamant, søren k, byder på til Kulturnatten