Isabel Allende
Sidst opdateret: 05-10-2012 14:36Chile
tirsdag 2. oktober 2012 kl. 20:00 Dronningesalen|
International Forfatterscene Mød den verdensberømte chilenske forfatter Isabel Allende på International Forfatterscene Med magi, glødende retsind og et gudsbenådet fortælletalent har Isabel Allende tryllebundet læsere verden over. Hun er nu aktuel med romanen Mayas Notebook, der vil være udgangspunkt for samtalen, når hun gæster International Forfatterscene. Mayas Notebook er fortællingen om en ung amerikansk pige, der flygter fra en ubærlig tilværelse med stoffer, kriminalitet og prostitution og havner på en afsidesliggende ø ud for Chiles kyst. Her, blandt forunderlige skæbner og figurer, skriver hun sin gruopvækkende historie, afslører en frygtelig familiehemmelighed og påbegynder den mest betydningsfulde rejse af alle – rejsen til sit eget indre. Netop historiernes forunderlige islæt er Isabel Allende kendt for. Hun er en af skaberne bag magisk realisme – en gren inden for den litterære genre realisme, der med en række latinamerikanske forfattere brød frem i 1970- og ’80erne og kombinerer socialrealisme med magiske, mystiske og overnaturlige hændelser, som vi kender dem fra eventyr. Et velkendt eksempel er hendes debutroman Åndernes Hus. Allendes romaner kredser typisk om emner som retfærdighed og loyalitet, frihed og passion. Og især kvinder og feminisme har en stor plads i hendes hjerte, for kvindekampen er ifølge Allende langt fra slut. Derfor, som i Mayas Notebook, spiller kvinden ofte den bærende karakter i den efterhånden imponerende række af romaner fra Isabel Allendes hånd: 18 bøger, oversat til 35 sprog, 57 millioner eksemplarer solgt, 12 internationale æresdoktorater, 50 priser i over 15 lande og to internationale film baseret på romanerne Åndernes Hus og Kærlighed og Mørke. En overvældende succes, der vidner om Isabel Allendes evne til at lytte og læse den verden, der omgiver hende. |
Arrangementet foregår på engelsk
|
|||||||||

