Byg Kurts båd i ispinde

lørdag 26. januar 2019 kl. 11:15

Kom til kreativ workshop i Den Store Thomas Winding udstilling. Den 1. lørdag i måneden arbejder vi med figurer fra Thomas Windings forunderlige univers, og du kan komme og være med! Så tag dine søskende, venner og voksne med, når vi fra september til januar laver vores egne værker inspireret af Windings historier.

Denne gang ser vi nærmere på Thomas Windings historie om Kurt. Kurt er en klog pige, der besluttede sig for at flytte hjemme fra og bo i en båd. Vidste du, at man i udstillingen kan kravle ombord i Kurts båd? Til workshoppen kan du lave din egen miniversion af Kurts båd. Vi laver et bådværft, hvor du kan bygge din egen båd af ispinde, som du kan tage med hjem.

Workshoppen er et drop-in-arrangement, der løber over fire timer. Så kom bare, når det passer dig og dine voksne. Det tager ca. 30 minutter at deltage. Før eller efter workshoppen kan du gå på opdagelse i udstillingen, hvor du må klatre, røre og udforske.

Det er gratis for børn. Voksne har adgang med billet til udstillingen. Billetter købes ved indgangen.