Lav julekort med pølsenisser

lørdag 1. december 2018 kl. 11:00 I DEN STORE THOMAS WINDING UDSTILLING

Kom til kreativ workshop i Den Store Thomas Winding udstilling. Den 1. lørdag i måneden arbejder vi med figurer fra Thomas Windings forunderlige univers sammen med kunstner Ann Louise Andersen, og du kan komme og være med! Så tag dine søskende, venner og voksne med, når vi fra september til januar laver vores egne værker inspireret af Windings historier.

Denne gang ser vi nærmere på Thomas Windings nisser. Vidste du, at mange af Thomas Windings historier handler om nisser? Nogle gange er de med i julehistorier, men nisserne er også med i mange af Thomas Windings andre historier. Til workshoppen kan du lave pølsenisser af rigtige pølser og pålæg! Måske kan du få dem til at ligne Windings nisser? De ser måske lækre ud, men de skal ikke spises. I stedet hjælper vi dig med at tage et billede af dem og lave et flot julekort.

Workshoppen er et drop in-arrangement, der løber over fire timer. Så kom bare, når det passer dig og dine voksne. Det tager ca. 30 minutter. Før eller efter workshoppen kan du gå på opdagelse i udstillingen, hvor du må klatre, røre og udforske.

Det er gratis for børn. Voksne har adgang med billet til udstillingen. Billetter købes ved indgangen.